Efter AL § 6, stk. 1, nr. 4, kan virksomheden straksafskrive anskaffelsessummen for edb-software. Det følger af AL § 2, stk. 2, at udgifter til edb-software vil kunne straksafskrives efter AL § 6, stk. 1, nr. 4, uanset at virksomheden alene erhverver en tidsubegrænset rettighed i henhold til en softwarelicensaftale eller lign.
Et selskab påtænkte at købe alle rettighederne til et edb-system. Selskabet drev i forvejen virksomhed med salg og implementering af det pågældende system. Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om, at selskabet efter den tidligere gældende AL § 3, stk. 1, ville kunne foretage fradrag for anskaffelsessummen for edb-softwaret fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori anskaffelsen af rettighederne eller en ideel andel af disse fandt sted, ToldSkat Nyt 1993.19.871.