Adgang til at benytte ordningen vil normalt forudsætte, at personen i et indkomstår oppebærer indkomst fra personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, eller oppebærer indkomst som er sidestillet hermed, og at den del af denne indkomst, som beskattes efter interne danske subjektive og objektive regler samt efter en eventuel indgået DBO (herefter kvalificerende indkomst), udgør mindst 75 pct. af personens samlede indkomst (herefter globalindkomst). Ordningen omfatter på samme måde også visse pensionsudbetalinger, efterløn, ventepenge og lignende , jf. KSL § 5 A, stk. 3.

Er den kvalificerende indkomst negativ vil den skattepligtige eventuelt alligevel kunne være omfattet, jf. afsnit D.B.8.1.6.

Ved vurderingen af, om betingelserne for at anvende ordningen er opfyldt behandles ægtefæller separat.

De skattepligtiges danske indkomstår vil typisk være sammenfaldende med kalenderåret og således udgøre 12 måneder. Såfremt indkomståret er mindre end 12 måneder, f.eks. fordi en lønmodtager kun arbejder her i landet i en periode på 5 måneder, anvendes i stedet kalenderåret ved bedømmelsen af om den pågældende oppebærer mindst 75 pct. af sin globalindkomst her i landet, jf. KSL § 5 A, stk. 4. Se dog afsnit D.B.8.1.5 om tilfælde, hvor den skattepligtige dør i løbet af indkomståret.

Eksempel:En person er bosat i Tyskland i hele år 2. Den pågældende arbejder fra 1. januar år 1 til 1. september år 2 i Tyskland og oppebærer i år 2 tysk lønindkomst svarende til 200.000 kr. Fra 1. september år 2 til 31. december år 2 arbejder den pågældende i Danmark for en dansk arbejdsgiver og oppebærer dansk lønindkomst på 100.000 kr. Det danske indkomstår er således kun 4 måneder. Ved beregningen af om 75 pct.s betingelsen er opfyldt anvendes derfor kalenderåret år 2. Dette indebærer, at den tyske lønindkomst på 200.000 kr. indgår ved beregningen af, om 75 pct.s betingelsen er opfyldt.

I SKM2005.268.ØLR fraflyttede sagsøgeren til Portugal efter, at han var blevet pensioneret. I årene 1996-1998 bestod hans indtægter i førtidspension fra Danmark samt pensionsudbetalinger fra Codan. Indtægterne var begrænset skattepligtige her til landet. Sagsøgeren ønskede ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst her til landet fradrag for dels renter på et portugisisk banklån optaget i forbindelse med et huskøb, dels indbetalinger til en portugisisk kapitalpensionsordning.

Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for beskatning efter de dagældende grænsegængerregler i kildeskattelovens afsnit I A, idet sagsøgerens indtægter i de pågældende år ikke hidrørte fra personligt arbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Da sagsøgeren først efter sin pensionering bosatte sig i et andet EU-land, fandtes hans manglende fradragsret for renteudgifter og bidrag til pensionsordning ikke at være i strid med traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed, ligesom Landsskatteretten heller ikke anså traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser og kapital for krænket.

Endelig fastslog landsretten, at Rådets direktiv 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktiviteter, alene hjemler en opholdsret for de af direktivet omfattede personer og ikke regulerer skatteforhold.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.