RAL blev indført med virkning fra og med afgiftsåret 1984. RAL § 8, indeholdt regler om nedsættelse af afgiftsgrundlaget. Bestemmelsens formål var at friholde den del af det afgiftspligtige afkast, der relaterede sig til forsikringstagernes opsparing foretaget før 1. januar 1983, for realrenteafgift.

Bestemmelsen i PAL § 7, er en videreførsel af reglerne i RAL § 8.
 
Nedsættelsen er knyttet til livsforsikringshensættelsen for den enkelte forsikrings- eller pensionsordning.
 
Hensættelserne opgøres ved udgangen af hvert indkomstår, jf. PAL § 7, stk. 2, 1. pkt. 
 
Beregning af nedsættelserDe friholdte hensættelser sættes i forhold til de regulerede passiver ved årets udgang. Nedsættelsen beregnes således:

 
aktuelle friholdte hensættelser hhv. 1982 reserve * 100
 
= x pct.
regulerede passiver 


Beskatningsgrundlaget nedsættes herefter med x pct.
 
Nedsættelsen aftrappes dels ved, at tælleren i friholdelsesbrøken reduceres efterhånden som opsparingen ultimo 1982 bliver udbetalt, og dels som følge af at hensættelserne, og dermed passiverne, vokser i takt med opsparingen.
 
Når ordninger med éngangsudbetaling (f.eks. kapitalpensionsordninger) bliver udbetalt, reduceres tælleren i friholdelsesbrøken med den pågældende ordnings andel af de friholdte hensættelser i 1982. Det gælder uanset, om udbetalingen foretages sidst i indkomståret og uanset, at ordningens aktiver er blevet forrentet indtil ophævelsen.

For ordninger med løbende udbetalinger reduceres friholdelsesbrøkens tæller i takt med udbetalingerne.

En forsikringserstatning anses for udbetalt i det øjeblik kapitalen overgår fra præmiehensættelsen til erstatningshensættelsen. Erstatningssummer behøver derfor ikke være udbetalt af forsikringsselskabet, før friholdelsesbrøkens tæller skal reduceres.

Ved opgørelsen bortses yderligere fra hensættelser vedrørende overtagen genforsikring og fra depoter, der modsvarer hensættelser vedrørende forsikringer afgivet i genforsikring, jf. PAL § 7, stk. 2, 3. pkt.
 
Nedsættelsen skal foretages sideordnet med nedsættelsen efter bestemmelserne i PAL §§ 14, 15 og 16, og den samme hensættelse kan alene anvendes til nedsættelse af beskatningsgrundlaget én gang, jf. PAL § 7, stk. 10. Der henvises til afsnit F.2.5.