Hvis du har valgt den regnskabsmæssige metode ved udlejning af din ejerbolig, kan du trække en del af ejendomsskatten fra i dit regnskab over lejeindtægter og -udgifter. Ejendomsværdiskatten bliver også nedsat.

Har du derimod valgt metoden med bundfradrag, kan du ikke få fradrag for ejendomsskat, og ejendomsværdiskatten nedsættes ikke. 

Ejendomsskat
Du kan trække en forholdsmæssig del af ejendomsskatten på din ejerbolig fra i dit regnskab over indtægter og udgifter i forbindelse med udlejningen. Udlejningen skal dog være af et vist omfang (10 procent eller mere af din ejendom), for at skatten kan trækkes fra. Du kan få nærmere oplysninger hos SKAT.

Ejendomsværdiskat
Ejendomsværdiskatten nedsættes forholdsmæssigt svarende til det boligareal og den periode, der udlejes. Du skal informere SKAT ved at udfylde bilaget: Ejendomsværdiskat vedrørende danske ejendomme, blanket 04.052. Du kan downloade bilaget, få det hos SKAT eller i kommunens borgerservice. Når du har udfyldt bilaget, skal du sende det til SKAT.

Hvis du er forskudsregistreret med udlejning, får du automatisk bilaget sammen med din årsopgørelse.

Hvis du ønsker at blive forskudsregistreret med udlejning, skal du bruge bilaget Forskudsskema vedrørende ejendomsværdiskat 2011, blanket 04.039. Du kan downloade bilaget, få det hos SKAT eller i kommunens borgerservice. Du kan også ændre din forskudsregistrering via TastSelv.