Dato for udgivelse
04 Apr 2014 13:22
Gyldig til
6. april 2015
Resumé

SKAT offentliggør nu guidelines for Tax Governance - version 6, som er gældende fra 1. april 2014.

Disse guidelines indeholder en beskrivelse af  grundlaget for SKATs samarbejde med de største virksomheder i Danmark, som håndteres i projektet vedr. "Tax Governance".


SKATs overordnede indsatsstrategi er, at det skal være nemt for dem der ønsker at efterleve reglerne, og svært for dem der ikke efterlever reglerne.

DET overordnede formål med et udvidet samarbejde er, at SKAT løbende får sikkerhed for korrekte angivelser og afregning af skatter og afgifter. Derved minimeres de skatte- og afgiftsmæssige risici ved opgørelse af virksomhedernes løbende afregning.

Formålet er samtidig at sikre en hurtigere og mere effektiv behandling af selskabets skatte- og afgiftsmæssige forhold. Dette forventes på sigt at spare både tid og ressourcer, hos såvel virksomheden som hos SKAT. Væsentlige dispositioner tilstræbes afklaret inden angivelse af moms, afgifter og indlevering af selvangivelsen. Dette giver virksomhederne en højere grad af sikkerhed for deres skatte- og afgiftsmæssige dispositioner og giver SKAT et kendskab til virksomhedens løbende drift, hvilket minimerer behovet for revision flere år bagud i tid.

TAX Governance konceptet er i korte træk et tillidsbaseret samarbejde mellem SKAT, den enkelte virksomhed (koncern) og evt. rådgiver baseret på virksomhedens individuelle og konkrete forhold. Det udvidede samarbejde bygger ligeledes på en ligeværdig dialog med gensidig forståelse og åbenhed, og hvor formålet er at skabe gennemsigtighed og sikkerhed for den samlede afregning.

Det er SKAT, der tilbyder skatte- og afgiftspligtige virksomheder deltagelse i TAX Governance konceptet.