Dato for udgivelse
17 mar 2020 23:54
Styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Motorstyrelsen er i dialog med de relevante myndigheder for at afdække, om lukningen af grænserne kan få betydning for bilbranchen. 

Import af køretøjer anses som udgangspunkt for et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, når transportøren kan dokumentere, at transporten sker som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.

Ifølge det oplyste anser de tyske myndigheder ligeledes erhvervsmæssig transport som et anerkendelsesværdigt formål, hvilket betyder, at det fortsat skulle være muligt for eksportører at udføre varer, herunder køretøjer, til Tyskland.

 ---

Motorstyrelsen følger situationen tæt og vil så hurtigt som muligt holde bilbranchen orienteret om udviklingen, hvis situationen ændrer sig.   


Lukning af grænserne

Danmark har fra den 14. marts 2020 midlertidigt lukket grænserne for alle udlændinge, som ikke har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark. Det er justitsmyndigheder, som afgør, hvad der anses som værende et anerkendelsesværdigt formål i Danmark.

Samtidig har Tyskland lukket grænserne den 16. marts.

Motorstyrelsen søger løbende information om, hvilken betydning grænselukningerne eventuelt kan få for importører og eksportører af køretøjer.

Vedrørende import af køretøjer

Udgangspunktet er, at køretøjer, som importeres til Danmark, ikke er berørt af den danske grænselukning. Alle udlændinge, som har et anerkendelsesværdigt formål, har mulighed for at komme ind i Danmark.

Hvis transportøren kan dokumentere, at transporten ind i Danmark sker som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, anses transporten for at være et anerkendelsesværdigt formål. Det er derfor fortsat muligt at importere køretøjer til Danmark.

Vedrørende eksport af køretøjer

Ifølge det oplyste administreres den tyske grænselukning efter samme principper som den danske. Det betyder, at erhvervsmæssig transport fra Danmark til Tyskland anses for at være et anerkendelsesværdigt formål. Den tyske grænselukning forventes derfor ikke at påvirke muligheden for erhvervsmæssig eksport af køretøjer over den tyske grænse.

---

Motorstyrelsen gør opmærksom på, at situationen kan ændre sig time for time, og at Motorstyrelsen ikke er rette myndighed på området. Hvis borgere og virksomheder har behov for at afklare akutte og konkrete problemstillinger omkring import/eksport af køretøjer m.v., bør der rettes henvendelse direkte til politiet.

Motorstyrelsen vil samtidig følge situationen tæt og hurtigst muligt udsende nyhedsbreve på styrelsens hjemmeside www.motorst.dk, hvis situationen ændrer sig.

Hvis I har spørgsmål, er I velkommen til at kontakte os.