Dato for udgivelse
19 dec 2019 11:11
Styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Motorstyrelsen har i samarbejde med repræsentanter for veterankøretøjsejere identificeret et behov for mere information og vejledning vedrørende veterankøretøjer. Dette er for at sikre, at veterankøretøjsejerne har et bedre kendskab til reglerne om veterankøretøjer og til Motorstyrelsens administration af reglerne.

Motorstyrelsen forventer at kunne udsende informations- og vejledningsmateriale om specifikke emner i løbet af foråret 2020, især i forhold til mere konkrete retningslinjer for bedømmelsen af det såkaldte ”originalitetskrav”.

Motorstyrelsen vil dog gerne på nuværende tidspunkt gøre opmærksom på betydningen af originalitetskravet og muligheden for at søge om bindende svar, samt kort orientere om Motorstyrelsens kontrolaktioner.

Herudover vil vi gerne gøre opmærksom på, at Motorstyrelsen holder arrangementer for veterankøretøjsejere i foråret 2020, hvor det bl.a. vil være muligt at stille spørgsmål til Motorstyrelsens vejledningsmedarbejdere.


Hvad betyder ”originalitetskravet” for registreringsafgiften?

Motorstyrelsen og Skatteforvaltningens kundecenter får jævnligt henvendelser fra borgere, som enten har købt eller overvejer at købe et veterankøretøj.

Man bør altid undersøge, om ændringer på køretøjet – fx en ny motor eller andet – medfører, at køretøjet ikke længere kan leve op til kravet om, at køretøjet skal fremstå som ved første registrering, også omtalt som ”originalitetskravet”. Det er en betingelse for at være omfattet af de lempeligere afgiftsmæssige regler for veterankøretøjer, at køretøjet fremtræder som ved første registrering.

Ændringerne kan, afhængigt af typen og omfanget af ændringerne, bevirke, at køretøjet mister dets afgiftsmæssige identitet. Dette betyder bl.a., at der skal betales registreringsafgift igen, og at de lempeligere afgiftsmæssige regler for veterankøretøjer ikke længere kan finde anvendelse. Den allerede betalte registreringsafgift for køretøjet bliver herved tabt og modregnes således ikke ved beregningen af den nye registreringsafgift.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at flere små ændringer tilsammen kan betyde, at køretøjet ikke længere opfylder originalitetskravet.

Originalitetskravet for et køretøj fastsættes ved told- eller registreringssyn. Dette sker altså enten som led i et køretøjs overgang fra almindelig brug til veterankørsel eller i forbindelse med indførsel af køretøjet fra udlandet.

Denne gennemgang af køretøjet foregår ved en synsvirksomhed. Hvis køretøjsejeren ved, at køretøjet ikke fremtræder som ved første registrering, eller er i tvivl herom, skal køretøjsejeren oplyse dette overfor synshallen.

I forbindelse med import af et veterankøretøj har Motorstyrelsen som myndighed en forpligtigelse til at undersøge køretøjets forhold. Det vil sige, at inden værdien af køretøjet fastsættes og registreringsafgiften beregnes, undersøges det fx, om der er skiftet motor eller lavet andre ændringer på køretøjet, som både kan have en indflydelse på værdien men også i forhold til originaliteten af køretøjet.

Når Motorstyrelsen skal vurdere, om et køretøj fremtræder som ved første registrering, kan forhold som fx afkodning af stelnummer ud fra oplysninger fra fabrikken eller importøren indgå i vurderingen. Vurderingen kan fx foretages på baggrund af arkivmateriale på det konkrete køretøj eller kendskab til køretøjstypen eller modellen. 

Mulighed for at få bindende svar om registreringsafgiften for veterankøretøjer

Det er muligt at søge om et bindende svar. Eksempelvis kan man i forbindelse med køb og import af et veterankøretøj få svar på, hvor meget man skal betale i registreringsafgift.

Man kan også søge om bindende svar, hvis man har ombygget eller påtænker at ombygge sit veterankøretøj. Her kan man få svar på, om ændringerne vil medføre, at køretøjet mister sin afgiftsmæssige identitet, og hvor meget der eventuelt skal betales i ny registreringsafgift.

For at få et bindende svar skal man medsende en kopi af registreringsattesten for køretøjet og oplyse mest muligt om relevante forhold for køretøjet.

Hvis der ønskes et bindende svar vedrørende afgiftsmæssige konsekvenser af ændringer på køretøjet, skal der medsendes en udførlig beskrivelse af de påtænkte eller gennemførte ændringer, fx oplysninger om den nuværende motor og den motor, som skal isættes. Der bør også medsendes billeder af køretøjet – gerne før- og efterbilleder, hvis ændringerne er gennemført.

Motorstyrelsen kan bede om, at der indsendes yderligere oplysninger og dokumentation. Motorstyrelsen kan afvise at give et bindende svar, hvis der ikke er nok oplysninger og dokumentation til at kunne svare med fornøden sikkerhed om de afgiftsmæssige konsekvenser af ændringer på køretøjet.

Et bindende svar koster 400 kr. Svartiden på et bindende svar kan variere fra få uger og op til 3 måneder. Motorstyrelsen modtager særligt mange anmodninger om bindende svar i forårsmånederne. Vi anbefaler derfor at søge om bindende svar i god tid.

Her kan du læse mere om bindende svar og udfylde blanket til ansøgning om bindende svar. 

Mulighed for at søge om aktindsigt i oplysninger om et veterankøretøj

Man kan søge om aktindsigt i oplysninger om et køretøj hos Motorstyrelsen, fx i forbindelse med køb af et veterankøretøj. Ved en aktindsigt kan man få adgang til oplysninger om tidligere registreringsattester, toldattester, billedmateriale og konstruktive ændringer på køretøjet, hvis det er oplysninger, som findes i Motorstyrelsens databaser og arkiver. Omfanget af oplysninger, man kan få aktindsigt i, kan dog afhænge af, om man er ejer af køretøjet eller ej. 

Regler fortolkes som tidligere

Med etableringen af Motorstyrelsen er der blevet ansat flere medarbejdere, som vejleder om gældende regler og efterfølgende kontrollerer, om reglerne bliver overholdt på en række områder.

I løbet af 2019 har der været debat om Motorstyrelsens kontrolaktioner, bl.a. aktionen i Øster Hurup i sommer. Motorstyrelsen opprioriterer generelt både vejledning og kontrol, men der er ikke tale om, at Motorstyrelsen fortolker reglerne anderledes, end man gjorde i det tidligere SKAT Motor.

Når Motorstyrelsen træffer en afgørelse, skal Motorstyrelsen begrunde afgørelsen.

Hvis Motorstyrelsen fx har truffet afgørelse om, at et veterankøretøj efter en ombygning ikke længere kan anses for at fremstå som ved første registrering og dermed har mistet sin afgiftsmæssige identitet, skal Motorstyrelsen forklare, hvorfor vi når frem til denne afgørelse.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde følgende:

  • Henvisning til de retsregler, der ligger til grund for afgørelsen.
  • De hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, hvis der er udøvet et administrativt skøn.
  • En redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Køretøjsejeren har mulighed for at klage over Motorstyrelsens afgørelse, og der følger altid en klagevejledning med afgørelsen.  

Motorstyrelsen holder arrangementer for veteranbilejere

Den 4. april 2020 kl. 10-14 står Motorstyrelsen bag arrangementer for veteranbilejere på de fire motorekspeditioner i henholdsvis Høje Taastrup, Odense, Aarhus og Aalborg.

Gæsterne kan bl.a. få informationer om historiske nummerplader og vejledning om værdifastsættelse af veterankøretøjer samt stille spørgsmål til vejledningsmedarbejdere fra Motorstyrelsen.

Den 21. og 22. marts 2020 vil Motorstyrelsen også være til stede på Bilmesse & Brugtmarked i Fredericia. Her kan gæsterne på standen se historiske nummerplader, høre om kravene til veteranbiler og stille spørgsmål til Motorstyrelsens vejledningsmedarbejdere.