Dato for udgivelse
15 Nov 2019 10:20
Til
Selvanmeldere
Sagsnummer
19-0491385
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Styresignalet offentliggjort ved SKM2019.562.MOTORST beskriver en trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftslovens § 15. Sikkerhedsstillelsen for den enkelte virksomhed fastsættes, så den står mål med størrelsen af det afgiftstilsvar, som virksomheden hæfter for, og sikkerhedsstillelsen kan justeres løbende efter aktiviteten i virksomheden m.v.


Trappemodellen består af fem trin. Størrelsen af sikkerhedsstillelsen afhænger af den månedlige afgiftsbetaling og den månedlige godtgørelse ved eksport. Sikkerhedsstillelsen vil blive revurderet én gang årligt. Dog kan virksomheder i tilfælde af, at der sker væsentlige ændringer i virksomhedens drift, ansøge Motorstyrelsen om nedsættelse af sikkerhedsstillelsen. Endvidere vil Motorstyrelsen revurdere sikkerhedsstillelsen, såfremt risikoparametrene hos virksomheden ændres i væsentligt omfang.

Trappemodellen har virkning fra den 1. januar 2020.  Alle selvanmeldere vil blive vurderet med henblik på, at der kan træffes individuel afgørelse om forhøjelse af kravet til sikkerhedsstillelse for den enkelte selvanmelder efter trappemodellen inden den 1. januar 2020. Det vurderes, at over halvdelen af alle selvanmeldere fremadrettet vil ligge på det nederste trin med krav om en sikkerhedsstillelse på 500.000 kr., hvorfor der for disse ikke vil ske en forhøjelse af sikkerhedsstillelsen.


Skatteforvaltningen vil inden den 1. januar 2020 sende høringsbrev til de selvanmeldere, hvor sikkerhedsstillelsen forventes at skulle forhøjes på baggrund af trappemodellen.