Dato for udgivelse
03 Apr 2018 17:40
Resumé

SKAT har gennemgået 1.195 Uber-chaufførers skattebetaling. Usædvanlig mange fejl fører til opkrævninger af skat og moms for 11,3 mio. kr.


SKAT har nu gennemgået de oplysninger, som de i efteråret 2016 modtog fra de hollandske myndigheder om 1.799 Uber-chauffører i Danmark. I alt er 1.195 Uber-chaufførers indberetninger blevet kontrolleret. Det har ført til ændringer i over 99 pct., svarende til 1.192 af chaufførernes moms- og skattemæssige forhold. Det betyder, at de pågældende Uber-chauffører i gennemsnit skal betale 9.423 kr. ekstra i skat. I alt ca. 11,3 mio. kr.

- Det er helt usædvanligt, at vi finder fejl i over 99 pct. af de sager, som vi gennemgår. Og det er selvfølgelig ikke i orden, for alle skal betale skat af deres indtægter. Samtidig giver det unfair konkurrence. Nu sender vi opkrævninger ud til de chauffører, så de får betalt den skat, de skal. Derudover har vi anmodet de hollandske skattemyndigheder om oplysninger for 2016 og 2017, så vi kan kontrollere, om chaufførerne har indberettet de rigtige oplysninger i begge år, siger underdirektør i SKAT Søren Buus.

Søren Buus opfordrer på samme tid alle personer, der ved, at de har haft en indkomst som Uber-chauffører i 2017, til at selvangive det, inden det er for sent.

Chauffører modtog sociale ydelser

I september 2016 modtog SKAT indtægtsoplysninger på 1.799 aktive Uberchauffører, som var bosiddende i Danmark. Oplysningerne dækker perioden oktober 2014, hvor Uber blev aktiv i Danmark, til udgangen af 2015. Foruden den manglende skattebetaling viser SKATs undersøgelse, at 75 pct. af de 1.799 chauffører modtog sociale ydelser i samme år, hvor de havde en indkomst som Uber-chauffører.

- SKAT har nu sendt disse sager til de relevante myndigheder, der skal undersøge, om chaufførerne har modtaget sociale ydelser, som de ikke var berettiget til, siger Søren Buus.

I alt fik SKAT oplysninger om 1.799 personer, der har været tilmeldt som Uber-chauffør. Af dem blev ca. 550 personer frasorteret - bl.a. fordi de havde selvangivet deres indtægt. Andre blev frasorteret, fordi deres indtægt som Uber-chauffører var så beskeden, at der ikke var nogen fortjeneste at opkræve skat af.

Derudover har SKAT sendt 154 sager til en særlig enhed i SKAT, som skal vurdere, om personerne skal modtage en bøde oveni beskatningen, fordi de har handlet groft uagtsomt.

SKATs analyse af de afsluttede Ubersager viser desuden, at chaufførerne primært består af unge mænd. Omkring 3 ud af 4 Uber-chauffører er mænd under 40 år.

Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; Borgere: tlf.: 7222 1818