Dato for udgivelse | 21 Feb 2018 16:00 |
Resumé | SKAT har med bistand fra Bech-Bruun gennemført to tjenstlige samtaler som opfølgning på advokatundersøgelsen om udbyttesagen. Advokaterne konkluderer, at der ikke er begået tjenesteforseelser. SKAT tager konklusionen til efterretning.
|
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i december 2016 at gennemføre en uvildig advokatundersøgelse af forløbet omkring formodet svindel med udbytteskat for 12,3 mia. kr. På baggrund af anbefaling fra advokatundersøgelsen gennemførte SKAT med bistand fra undersøgelsesleder og advokat Lars Lindencrone Petersen og advokat Lise Lauridsen fra Bech-Bruun tjenstlige samtaler med en direktør og en underdirektør i SKAT.
Advokaterne konkluderer, at der ikke er begået tjenesteforseelser i forbindelse med de to direktørers involvering i forløbet hen over sommeren 2015.
- Efter at have undersøgt to ledende medarbejdere er advokaterne kommet frem til en klar og entydig konklusion om, at der ikke er begået tjenesteforseelser i forbindelse med direktørernes involvering i forløbet hen over sommeren 2015. Den konklusion tager jeg naturligvis til efterretning. Der er gennem de senere år taget flere initiativer, der har styrket kontrollen og overvågningen, så vi sikrer, at sådan en ulykkelig sag ikke gentager sig, siger Merete Agergaard, direktør for SKAT
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818