Dato for udgivelse
26 aug 2016 13:21
Resumé

Efter små fire år på posten er Jesper Rønnow Simonsen fra i dag fritstillet fra sin stilling som direktør for SKAT. Det sker i forbindelse med regeringens investeringsplan 'Et nyt skattevæsen', der tegner linjerne for et nyt skattevæsen - og som dermed også indebærer ledelsesmæssige forandringer.


Efter små fire år på posten er Jesper Rønnow Simonsen fra i dag fritstillet fra sin stilling som direktør for SKAT. Det sker i forbindelse med regeringens investeringsplan 'Et nyt skattevæsen', der tegner linjerne for et nyt skattevæsen - og som dermed også indebærer ledelsesmæssige forandringer.

- I de sidste år har en række svære sager sat SKAT i fokus, og opsparede problemer har udfordret den daglige drift. Jeg fik lov til at være direktør for SKAT i en tid, der krævede oprydning, omstilling og markante teknologiske, kulturelle og kompetencemæssige ændringer, som langt fra er tilendebragt. Min arbejdsgiver ønsker, at andre kræfter gør det arbejde færdigt, siger Jesper Rønnow Simonsen og fortsætter:

- Jeg er glad for, at der er vilje til at løse SKATs udfordringer og skabe et fremtidssikret skattevæsen, der fortsat er blandt de mest effektive, servicemindede og nytænkende i verden. Jeg ønsker det bedste for de engagerede ansatte i SKAT, og takker for samarbejdet og deres store daglige indsats.

Merete Agergaard, der tidligere har været direktør for Arbejdsskadestyrelsen - og som indtil i dag har været kundeservicedirektør i SKAT, er konstitueret som ny direktør for SKAT.

- Skattevæsenet står med nogle store udfordringer, som vi skal have løst så godt og så hurtigt som muligt. Det er en stor opgave, som jeg er meget ydmyg over for. Min vigtigste opgave er at sørge for, at skattevæsenet kommer igennem denne svære tid på den bedst mulige måde, og at borgere og virksomheder oplever en god service, mens skattevæsenet i disse år forandres. Det vil jeg arbejde hårdt for, siger Merete Agergaard.

Yderligere oplysninger: SKATs pressefunktion, tlf.: 7237 0900