Fra tirsdag den 10. november ligger forskudsopgørelsen klar i TastSelv på skat.dk for omkring 4,9 millioner borgere.
- Langt de fleste borgere skal ikke ændre noget, men det er stadig vigtigt at tjekke, om oplysningerne er korrekte, især hvis der er sket væsentlige ændringer i dit liv, siger Jørgen Wissing Jensen, kontorchef i SKAT.
Disse ændringer kan bl.a. dreje sig om:
- Nyt job (mere eller mindre i løn)
- Mistet job
- Gået på pension/efterløn
- Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
- Fradrag for renteudgifter (omlægning af lån, nyt lån m.m.)
- Køb og salg af bolig
- Start af virksomhed
- Skilsmisse
Ændringer eller tilføjelser
Hvis tallene stemmer, og der ikke mangler noget, behøver man ikke gøre mere. Har man derimod ændringer eller tilføjelser, kan de oplyses til SKAT ved at:
- Indtaste oplysningerne via TastSelv på skat.dk
- Ringe til SKAT på 7222 2828
Hvis man ændrer forskudsopgørelsen via TastSelv, vil der blive dannet en ny forskudsopgørelse med det samme, så man straks kan se det nye resultat.
Hvad får man udbetalt?
En ny forskudsopgørelse vil i nogle tilfælde betyde en ny trækprocent og et nyt fradrag. Hvis man vil vide, hvad det får af betydning for udbetalingen af løn eller lignende, så kan en regnemaskine på skat.dk/forskud hjælpe.
Her kan man, på baggrund af oplysninger om indtægt, indtægtsart, trækprocent og fradrag, få oplyst størrelsen af den månedlige lønudbetaling i 2016.
Forskudsopgørelsen er digital
Den ordinære forskudsopgørelse vil kun ligge i TastSelv på skat.dk. Borgere, der har oplyst en mailadresse i TastSelv vil modtage mail fra SKAT om, at forskudsopgørelsen nu er klar, med link til TastSelv.
For borgere med B-skatterater gælder dog, at de vil modtage forskudsopgørelsen på papir, hvis de ikke er tilmeldt digital post, mens borgere med B-skatterater, der er tilmeldt digital post, vil modtage en mail i den digitale postkasse.
Travlhed
Når forskudsopgørelsen er klar, så er der vanen tro også mange, der har spørgsmål til SKAT. Der kan derfor være ventetid på SKATs telefoner i en periode.
- Vi anbefaler, at man har tålmodighed og venter lidt med at ringe. Hvis man er forudlønnet, så skal forskudsopgørelsen rettes inden den 10. december. Og hvis man er bagudlønnet, så skal man have rettet den inden 10. januar, hvis man vil have den nye forskudsopgørelse til at virke fra den første lønudbetaling i 2016, siger Jørgen Wissing Jensen.
SKAT svarer på spørgsmål:
Mandag |
9-17 |
Tirsdag - torsdag |
9-16 |
Fredag |
9-14
|
SKAT på sociale medier
Allerede nu kan borgerne få svar på generelle spørgsmål om skatten og forskudsopgørelsen via SKATs facebookside og Twitter-kontoen @Skattefar.
Læs mere om forskudsopgørelsen på skat.dk/forskud
Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; Borgere: tlf.: 7222 1818