Dato for udgivelse
10 sep 2015 12:41
Til
Selskaber med frivillig acontoskat betalt før den 3.7.2015
Ved spørgsmål, kontakt
SKATs Kundecenter
Resumé
Der er midlertid mulighed for, at selskaber, der har betalt frivillig acontoskat før den 3. juli 2015, kan få beløbet tilbage uden at betale negativ rente. Selskabet skal senest den 1. oktober 2015 søge SKAT om at få acontoskatten tilbagebetalt.
Folketinget har netop vedtaget lov nr. 998 af 30. august 2015, så rentesatserne for selskabers restskatter og overskydende skatter svarer bedre til pengeinstitutternes rentesatser.
Der indføres nemlig en negativ rente ved tilbagebetaling af frivillig acontoskat, når tilbagebetalingen sker i perioder, hvor Danmarks Nationalbanks indskudsrente med tillæg af 0,2 procentpoint er mindre end nul. Det er tilfældet netop nu (indskudsbevisrenten har siden den 6. februar 2015 været -0,75 procent).
Der er imidlertid mulighed for, at selskaber, der har betalt frivillig acontoskat før den 3. juli 2015, kan få beløbet tilbage uden at betale negativ rente. Selskabet skal senest den 1. oktober 2015 søge SKAT om at få acontoskatten tilbagebetalt. Reglerne står i selskabsskatteloven § 29D.
Tilbagebetaling er relevant for de selskaber, som i marts 2015 betalte frivillig acontoskat, men som allerede nu ved, at den samlede acontoskat vil overstige årets slutskat, så selskabet vil få overskydende skat.
Hvis selskabet blot venter og får penge tilbage som overskydende skat i november 2016, er selskabet berettiget til en godtgørelse på 1 % af den del af den overskydende skat, som stammer fra acontoskat, der er indbetalt før den 3. juli 2015.
Selskabet kan søge efter den 1. oktober 2015. Så skal der med den nuværende indskudsrente betales negativ rente.