Dato for udgivelse
17 May 2015 09:15
Resumé

SKAT har konstateret fejl i grundskylden for en række boliger i boligområdet Margretheholm i København. Dem vil SKAT se på hurtigst muligt.


Politiken skriver søndag om boligområdet Margretheholm i København. En række boligejere, hvor boligerne tilsyneladende er ens, betaler her forskellig grundskyld. SKAT er ved at undersøge området.

- Der er tale om et område, hvor grundene er udstykket på forskellige tidspunkter. Grundene de første år blev vurderet på et meget lavt niveau. Grundværdien skal fastsættes til handelsværdien, og senere blev vi opmærksomme på, at niveauet for vurderingerne skulle være højere. Det kan betyde, at grundskylden bliver forskellig, selvom grundene tilsyneladende er ens, siger underdirektør i SKAT Sanne Kjær.

Herudover har SKAT konstateret fejl i vurderingerne i området. SKAT er stadig ved at undersøge sagerne, og det er for tidligt at komme med endelige konklusioner. Det kan dog allerede nu konstateres, at der findes grundlag for at foretage ændringer af vurderinger i området. I løbet af to uger vil SKAT skrive til de berørte boligejere. Sanne Kjær understreger, at SKAT generelt har fokus på at finde fejl og rette dem.

- Vi har fokus på fejlene, og de vil blive rettet hurtigst muligt. Det betyder, at hvis nogle borgere har betalt for meget, vil de få penge tilbage. Skal nogen betale mere, vil de fremadrettet få forhøjet deres grundskyld. Selvom vi foretager mange vurderinger, så bestræber vi os på at finde faktuelle fejl og rette dem hurtigst muligt, lyder det fra Sanne Kjær.

SKAT retter hurtigst muligt de fejl, som vi har mulighed for at rette. Vurderinger foretaget i 2014 kan stadig ændres både til gunst og ugunst for borgerne, mens vurderinger fra 2011 og 2012 efter lovgivningen kun kan ændres til gunst for borgeren.

Som Rigsrevisionen tidligere har fastslået, er det nuværende system ikke godt nok. Derfor arbejder Skatteministeriet på at lave et nyt system:

Vi administrerer efter det nuværende system, så godt det overhovedet er muligt. Imens ser vi frem til, at det nye system kommer i 2017, fortæller Sanne Kjær.

Fakta
Der er ca. 2,1 mio. ejendomme i Danmark.

SKAT laver primært ansættelser for ejendommene på fire områder: ejendomsværdi, grundværdi, grundskatteloft og ejendomsværdiskattestop

Dermed har SKAT foretaget godt 8 mio. ansættelser, der danner grundlag for opkrævning af skatterne.

Yderligere oplysninger: Borgere og virksomheder: tlf. 72 22 18 18; Journalister: tlf. 72370900