Dato for udgivelse
01 apr 2015 15:49
Resumé

3,3 millioner borgere får 17,7 milliarder tilbage i skat. Det sker tirsdag den 7. april, når SKAT udbetaler overskydende skat til borgerne. Se hvor meget der udbetales i de enkelte kommuner.


SKAT udbetaler tirsdag den 7. april overskydende skat på over 17,7 milliarder kr. til de 3,3 millioner borgere, der har betalt for meget i skat i løbet af året. Pengene står klar på borgernes NemKonto tirsdag den 7. april, med mindre den overskydende skat overstiger 100.000 kr., eller man har gæld til det offentlige.

- I år udbetaler vi over 17,7 milliarder kr. Det svarer i gennemsnit til 5.393 kr. til hver af de 3,3 millioner borgere, der har betalt for meget i skat i løbet af året. Selv om det er dejligt at få penge tilbage, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året. Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig, at ens forskudsopgørelse stemmer, siger Richard Hanlov, der er underdirektør i SKAT.

Mens borgerne i Gentofte i gennemsnit får mest udbetalt, får borgerne på Bornholm gennemsnitligt mindst udbetalt. Se hvordan den overskydende skat fordeler sig på de enkelte kommuner.

Udbetalingen sker på baggrund af ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen, som er indberettet frem til den 26. marts. Indberetter man ændringer og tilføjelser efter den 26. marts, vil der komme en ny årsopgørelse og evt. ny udbetaling eller opkrævning. Sidste frist for ændring af årsopgørelsen er den 1. maj 2015.

Gæld til det offentlige
Har man gæld til det offentlige, vil den overskydende skat automatisk blive brugt som afdrag på gælden. Det sker for 328.386 borgere, der skylder fx licens, skat, underholdsbidrag, boligstøtte, parkeringsbøde mv.

- Hvis man skylder til det offentlige, modregnes de overskydende skatter i gælden, inden vi udbetaler. I år nedskriver vi på den måde det offentliges tilgodehavende med cirka en milliard kroner, forklarer Richard Hanlov.

De borgere, der har fået modregnet deres overskydende skat i offentlig gæld, modtager besked om modregningen i den digitale postkasse i løbet af påsken. Hvis man er fritaget for digital post, modtager man et brev umiddelbart efter påske.

Årsopgørelsen
Årsopgørelsen har ligget klar for 4,4 millioner borgere i TastSelv siden den 9. marts.

- Rigtig mange borgere har ikke noget at selvangive, da SKAT efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor skal man alligevel kontrollere tallene og oplyse, hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder fx befordringsfradrag og eventuelle lejeindtægter, siger Richard Hanlov.

Ændrer man i årsopgørelsen via TastSelv, kan man med det samme se sin nye årsopgørelse, og derved også om ændringen betyder, at man skal betale mere eller have penge tilbage. Sidste frist for ændring af årsopgørelsen er den 1. maj 2015.

Se fakta om årsopgørelsen for journalister
Se også skat.dk/årsopgørelsen

Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; Borgere: tlf.: 7222 1818