Dato for udgivelse
28 mar 2015 22:49
Resumé

Alle boligejere, der har ret til det, får naturligvis genoptaget deres ejendomsvurdering.

 


Det er ikke korrekt, at boligejere, der har ret til genoptagelse af deres ejendomsvurdering, ikke får det. På baggrund af dagens historie i Dagbladet Politiken slår SKAT fast, at alle boligejere, der har ret til det, selvfølgelig får genoptaget deres ejendomsvurdering.

Der har imidlertid været tilfælde, hvor boligejere har fået afslag på en anmodning om genoptagelse af deres ejendomsvurdering, selvom Landsskatteret og ankenævnenes afgørelser kan give dem ret til genoptagelse.

Det skyldes, at vurderingen af, hvorvidt en landsskatteret- eller ankenævnsafgørelse berører andre ejendomme, behandles ét sted i SKAT, mens anmodninger om genoptagelse behandles et andet.

Men det betyder ikke, at de ikke får genoptaget deres sag, hvis afgørelsen giver dem ret til det:

- På grund af manglende intern koordination og lange sagsbehandlingstider er der nogle boligejere, der i første omgang har fået afslag, selv om deres ejendom muligvis er berørt af en landsskatteret- eller ankenævnsafgørelse. Det er selvsagt ikke i orden. Derfor ændrer SKAT nu processen og sætter berørte boligejeres sager på pause, indtil der er taget højde for Landsskatterettens og ankenævnenes afgørelser.

- Det skal dog understreges, at når sagerne er færdigbehandlede, vil de pågældende boligejere få genoptagelse, hvis de har ret til det, understreger Sanne Kjær, underdirektør for Ejendom i SKAT.

Ingen har tabt penge
Økonomisk har de lange sagsbehandlingstider og afslag på genoptagelser ikke haft betydning og får det heller ikke fremadrettet:

- Jeg vil gerne understrege, at ingen boligejere har tabt eller vil tabe penge på det her, slutter Sanne Kjær. 

Fakta:

Sådan behandler SKAT afgørelser fra Landsskatteretten og ankenævn:
Samtlige afgørelser fra Landsskatteret og ankenævn implementeres i en central enhed i SKAT. Enheden undersøger samtidig, om der er generelle forhold i de pågældende afgørelser, som vil berøre omkringliggende ejendomme.

Hvis dette er tilfældet, påbegynder SKAT genoptagelse af de omkringliggende ejendomme, forudsat at loven åbner mulighed for genoptagelse. 

Hvad er reglerne for at få genoptaget en sag:
Genoptagelse kan komme på tale, hvor f.eks. en landsskatteretsafgørelse for en konkret ejendom i et område vedrører forhold, som også vil være gældende for de omkringliggende ejendomme. Et typisk eksempel er, at grundværdiniveauet nedsættes væsentligt. SKAT har i disse tilfælde mulighed for at genoptage vurderinger fra 2011 og frem, forudsat at det er til fordel for ejer.

Links til love:
Genoptagelse af 2011 vurderingen til gunst for ejer, ejendomsvurderingsloven § 44, stk. 5:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=167289


Øvrige bestemmelser for genoptagelse af en tidligere ejendomsvurdering, skatteforvaltningsloven §§ 33 -34
§ 33:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=143292

§ 33a:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152309

§ 34:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=132792


Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; Borgere: tlf.: 7222 1818