Dato for udgivelse
04 Mar 2015 15:42
Resumé

SKAT er klar med årsopgørelsen for 4,4 millioner borgere den 9. marts. Årsopgørelsen kan ses i TastSelv via skat.dk. Mange har ikke noget at selvangive, da SKAT har de fleste oplysninger. Det er dog stadig vigtigt at kontrollere tallene. Herunder kan du læse de typiske spørgsmål og gode råd om årsopgørelsen.


Fra mandag den 9. marts ligger årsopgørelsen klar i TastSelv på skat.dk for omkring 4,4 millioner borgere.

- Rigtig mange borgere har ikke noget at selvangive, da SKAT efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor skal man alligevel kontrollere tallene og oplyse, hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder fx befordringsfradrag og evt. lejeindtægter, fortæller Richard Hanlov, der er underdirektør i SKAT

Nyt i 2015
Som noget nyt overfører SKAT automatisk visse oplysninger fra forskudsopgørelsen 2014 til årsopgørelsen.

- Vi har tidligere oplevet, at mange ikke kunne forstå, at når de havde indtastet oplysninger til forskudsopgørelsen, så skulle de indtaste dem igen i årsopgørelsen. Derfor overfører vi som noget nyt i år automatisk visse beløb fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen, fortæller Richard Hanlov.

SKAT overfører bl.a. automatisk befordringsfradraget, hvis man har brugt lommeregneren i TastSelv til at beregne fradraget, og der ikke er skiftet arbejdssted. Derudover overføres også automatisk rejseudgifter, anden personlig indkomst, fradrag i personlig indkomst, anden kapitalindkomst og lejeindtægt.

- Selv om vi automatisk overfører fradrag og indtægter fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen, så er det vigtigt, at man tjekker, om tallene er korrekte. Fx er man kun berettiget til befordringsfradrag de dage, hvor man rent faktisk har været på arbejdsstedet, forklarer Richard Hanlov.

Det er også nyt, at SKAT fra i år automatisk fortrykker fradrag for børnebidrag på årsopgørelsen, hvis man fik fradrag i 2013, og barnet i mellemtiden ikke er blevet 18 år.

Ændringer eller tilføjelser
Hvis tallene stemmer, og der ikke mangler noget, behøver man ikke at gøre mere. Har man derimod ændringer eller tilføjelser, kan de oplyses til SKAT ved at:

  • indtaste oplysningerne via TastSelv på skat.dk

  • ringe til SKAT på 72 22 28 28

- Hvis man ændrer årsopgørelsen via TastSelv, vil der blive dannet en ny årsopgørelse med det samme, så man straks kan se det nye resultat, siger Richard Hanlov.

Fristen for at oplyse ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen er 1. maj. 2015.

Overskydende skat og restskat
Eventuel overskydende skat vil blive udbetalt på borgernes NemKonto den 7. april, for ændringer og tilføjelser indberettet? frem til den 26. marts. Hvis man ændrer noget derefter, vil der komme en ny årsopgørelse og evt. ny udbetaling eller opkrævning.

- Hvis man skal betale restskat, så kan man i TastSelv få klaret betalingen med det samme med Dankort. Jo tidligere man betaler, jo billigere slipper man i rente, siger Richard Hanlov.

Digital Post for årsopgørelsen
SKAT sender alene årsopgørelsen ud på papir, hvis man er fritaget for Digital Post. Hvis man ikke er fritaget, så modtager man besked om, at årsopgørelsen nu kan ses i TastSelv på skat.dk, hvis man ikke selv har været inde og se årsopgørelsen inden den 27. marts. Den besked modtager man via mail direkte fra SKAT, hvis man har oplyst en mailadresse til SKAT. Hvis man ikke har oplyst en mailadresse til SKAT, så modtager man besked i den digitale postkasse.

- Vi følger de fælles retningslinjer for offentlig Digital Post. Det vil sige, at årsopgørelsen alene udsendes på papir, hvis man er fritaget for Digital Post, siger Richard Hanlov.

Hvis man er fritaget for Digital Post, vil man modtage årsopgørelsen fra 14. april.

Travlhed
Når årsopgørelsen er klar, så er der vanen tro også mange, der har spørgsmål til SKAT. Der kan derfor være ventetid på SKATs telefoner i den periode. SKAT har derfor sørget for ekstra bemanding på telefonerne. Men der kan stadig være ventetid på at komme igennem.

- Vi har kaldt ekstra folk ind til at håndtere de mange ekstra opkald, vi får. I alt er 450 personer klar til at svare på spørgsmål. Vi forventer lige som sidste år at besvare over 100.000 opkald i den første uge. Men man kan dog stadig forvente ventetid på telefonerne, eller at det i perioder kan være svært at komme igennem, forklarer Richard Hanlov.

Skat på sociale medier
I år tager SKAT nye metoder i brug for at hjælpe borgerne med skatten. Fra mandag den 9. marts kan borgerne også få svar på deres generelle spørgsmål om skatten via SKATs facebookside. SKAT svarer på spørgsmål alle hverdage fra 9.00-16.00. Find SKATs facebookside her:  www.facebook.com/skatdanmark  

Ingen årsopgørelse
Hvis man har en udvidet selvangivelse eller er gift med en person med udvidet selvangivelse, kan man ikke se årsopgørelsen i TastSelv allerede den 9. marts. Man vil i stedet kunne se en servicemeddelelse, som indeholder de oplysninger, SKAT kender på det tidspunkt.

 

Læs mere om årsopgørelsen på skat.dk/årsopgørelsen2014
Se også Informationer om årsopgørelsen for journalister
SKAT offentliggør antal visninger af årsopgørelsen via @skat_dk på Twitter i de første dage hhv. kl. 10 og kl. 17

 

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 28 28