Investeringsgoder
Fra 1. juli 2014 udvides momslovens investeringsgodebegreb til også at omfatte ydelser, der har samme egenskaber som materielle investeringsgoder, herunder software og rettigheder, hvis anskaffelses- eller fremstillingspris uden moms overstiger 100.000 kr.
Ændringen har kun virkning for ydelser, der anskaffes eller påbegyndes fremstillet efter lovens ikrafttræden den 1. juli 2014.
De væsentligste egenskaber for investeringsgoder er, at de er beregnet til længerevarende brug og har et værditab over en årrække. For eksempel vil it-systemer oftest have disse karakteregenskaber.
Reglerne om regulering for moms af investeringsgoder omfatter investeringsgoder anskaffet med henblik på brug i virksomheden, dvs. at f.eks. et it-system, der er anskaffet eller fremstillet af virksomheden med henblik på videresalg til tredjemand ikke udgør et investeringsgode, men en omsætningsydelse.
Køb af en licens til at bruge et investeringsgode, f.eks. en licens til at bruge et it-system i en given periode, uden at køber får afgørende indflydelse på godets yderligere funktionalitet eller anvendelse, sidestilles med leje, og udgør derfor ikke et investeringsgode.
Rettigheder, der udgør et investeringsgode, er f.eks. patenter og koncessioner, hvor retten til at bestemme over funktionalitet og brugen af den underliggende vare eller ydelse overgår til køber.
Omvendt betalingspligt
Fra den 1. juli 2014 indføres omvendt betalingspligt for moms, når der leveres varer i form af mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger, spillekonsoller, tablets eller bærbare computere. Hermed indføres regler som vedtaget ved lov nr. 1637 af 26. december 2013.
Ved handel af disse varer mellem to momsregistrerede virksomheder flyttes beregningen og afregningen af salgsmoms til den købende part. De nye regler omfatter ikke detailhandlens salg.
For nærmere information og afgrænsninger se afsnit D.A.13.2.2.8 i den juridiske vejledning.
SKAT udkommer med et styresignal for området snarest.