DMR projektet introducerer nye selvbetjeningsmuligheder for både borgere og virksomheder med den kommende release 2.7, som sættes i drift den 11. juni 2014, jf. Nyhedsbrev af 1. april 2014.
Ændringerne indebærer bl.a., at registrerede forhandlere - der samtidig er nummerpladeoperatør - får mulighed for selv at sætte klausul på udvalgte køretøjer. Der er tale om følgende køretøjer og klausuler:
- Danske Statsinstitutioner - klausul 101
- Arbejdsredskab - klausul 103
- Køretøjer til udlejning til valutaudlænding - klausul 110 og 151
- Biler indrettet til godstransport - klausul 112
- Mandskabsvogn - klausul 119
- Køretøjer som udelukkende benyttes i lukkede dyreparker - klausul 144
- Busser til køreskoler - klausul 152
For køretøjer til statsinstitutioner, er det en betingelse, at statsinstitutionen er registreret som sådan i Motorregistret. For valutaudlejningskøretøjer (klausul 110 og 151) vil valutaselskaber med bevilling fra SKAT være oprettet i Motorregistret således, at der ved registrering med klausul sker en kontrol af, at valutaselskabet har bevilling fra SKAT. Tilsvarende gælder for dyreparker.
Det er en forudsætning, at statsinstitutionen, valutaudlejningsselskabet eller dyreparken registreres som primær bruger af køretøjet.
Hvis statsinstitutionen, valutaselskabet eller dyreparken ikke er registreret i Motorregistret skal ekspeditionen som hidtil ske ved et af SKATs Motorcentre.
For de øvrige køretøjer, er det en betingelse, at køretøjet er godkendt af synsvirksomheden som arbejdsredskab, mandskabsvogn, lastbil til godstransport eller som stor personbil til særlig anvendelse (bus til køreskole).
Klausulen sættes i registreringsflowet (Registrer køretøj) på fane 2. Klausul. Her vælges klausulen, og der anføres en primær bruger. Klausulteksten vil fremgå af kvitteringen for indregistrering. Husk at printe kvitteringen.
Forhandleren vil også kunne slette de nævnte klausuler i forbindelse med et ejer/bruger skifte, hvor køretøjet samtidig skal afgiftsberigtiges.
Bemærk
Motorregistret kan først opdateres med de pågældende institutioner, valutaselskaber og dyreparker efter at releasen sættes i drift. Det betyder, at forhandlernes mulighed for selv at sætte klausuler for de pågældende køretøjer, først forventes at kunne ske med virkning fra og med den 13. juni 2014.