Dato for udgivelse
23 Sep 2013 09:06
Resumé

Mange virksomheder har godt styr på forhold som deres ansattes løn- og ansættelsesforhold og korrekt registrering af salg, viser en stor landsdækkende aktion, som SKAT har foretaget i samarbejde med politiet, kommuner og fødevaremyndigheder. Skatteministeren glæder sig over, at virksomhederne overholder reglerne og dermed konkurrerer på lige vilkår.


Der var fokus på fairness i forretningslivet, da samtlige virksomheder i en række udvalgte geografiske områder fordelt over hele landet fik besøg af SKAT. Efter den omfattende aktion kan SKAT konstatere, at selvom der er plads til forbedringer, så havde mange af de besøgte virksomheder styr på forholdene for de ansatte, og mange havde et korrekt salgsregistreringssystem.

- Resultatet af aktionen er opmuntrende. At der kun er basis for at arbejde videre med omkring 80 sager vidner om, at de besøgte virksomheder generelt har en vilje til at efterleve reglerne, siger underdirektør Lars Jepsen.

Formålet med aktionerne var blandt andet at sikre, at der ikke bliver benyttet sort arbejdskraft samt at salg bliver registreret korrekt. Desuden blev der særligt i Jylland også foretaget kontrol af udenlandske biler.

Skatteminister Holger K. Nielsen glæder sig over, at de fleste virksomheder har styr på og også overholder reglerne. 

- Aktionen viser, at langt de fleste virksomheder overholder de regler, som Folketinget har vedtaget. Faktisk er det kun et ganske begrænset antal, der snyder. Det synes jeg er utrolig positivt, og det viser jo, at det nytter at vejlede og guide virksomheder og borgere. Det er en god nyhed, at virksomhederne konkurrerer på lige vilkår og overholder reglerne, og det bekræfter mig i, at vores målrettede fokus på området virker," siger Holger K. Nielsen.

Masser af fairness - men plads til forbedringer
I alt fik 316 virksomheder i udvalgte byområder i Ålborg, Århus, Vejle og København besøg, og SKAT talte med 855 ansatte. I de omkring 80 tilfælde, hvor der blev konstateret problemer, drejede det sig især om, at der ikke var styr på de ansattes løn- og ansættelsesforhold. Og nogle modtog sociale ydelser samtidig med, at de arbejdede. Enkelte steder blev der ikke brugt et korrekt salgsregistreringssystem. Disse virksomheder kan alle forvente en opfølgning fra SKAT i form af ny kontrol eller bøde.

- Aktionen her skal gerne være med til at sende det signal, at risikoen for at blive opdaget bestemt er til stede, og at det ikke kan betale sig at snyde, forklarer Lars Jepsen.

SKAT vil nu videre gennemgå de store mængder data indhentet under aktionen for at få et nøjagtigt billede af forholdene i de mere end 300 besøgte virksomheder. 

 

Yderligere oplysninger:
Journalister: tlf.: 72 37 09 00 
Borgere og virksomheder: tlf.: 72 22 18 18