Dato for udgivelse
21 Aug 2013 11:13
Resumé

Rigsrevisionens kritik af ejendomsvurderingen tages til efterretning og vurderingsarbejdet bliver forbedret.


Rigsrevisionen retter en skarp kritik af SKAT og Skatteministeriet på baggrund af en større undersøgelse af ejendomsvurderingsområdet. Rigsrevisionen har blandt andet kigget på, om SKAT har tilrettelagt vurderingsopgaven tilfredsstillende, om SKATs vurderinger rammer handelspriserne, og om SKAT overholder reglerne ved behandlingen af klager over ejendomsvurderinger.

Hvordan stiller SKAT sig i forhold til kritikken?

SKAT mener at have forvaltet selve vurderingen af ejendomme i overensstemmelse med gældende lovgivning, men tager Rigsrevisionens kritik til efterretning.

I relation til SKATs sagsbehandling af klager, anerkender SKAT kritikken, som man har været i gang med at rette op på siden 2012.

- En vurdering af en ejendom vil indeholde en usikkerhed, uden at det betyder, at vurderingen er forkert ifølge lovgivningen, siger direktør for SKAT Jesper Rønnow Simonsen, og fortsætter:

- Vurderingsloven siger, at en ejerbolig skal ramme værdien i handel og vandel svarende til den gennemsnitlige handelspris for ejendomme af samme størrelse, alder, stand og beliggenhed i et sammenligneligt område. Denne måde at vurdere på vil altid give nogle afvigelser i forhold til de faktiske handelspriser. Rigsrevisionen mener, at afvigelserne har været for store. Selv om afvigelserne ikke er i strid med loven, vil vi naturligvis lytte til Rigsrevisionen og vil tage skridt til at minimere disse afvigelser, siger Jesper Rønnow Simonsen.

- Det hører med til historien, at fordi vurderingsmetoden kan give afvigelser, er loven indrettet med en sikkerhedsventil, så boligejere, der mener, at SKATs vurdering er forkert, kan klage over vurderingen. Ved den seneste vurdering af ejerboliger, var der ca. 6.000 der klagede. Her har vi i en periode ikke været gode nok til at behandle klagerne, men det er vi nu ved at rette op på, siger Jesper Rønnow Simonsen.

Åbenhed og mulighed for at klage
Der er stor åbenhed om de offentlige vurderinger. Alle vurderingerne kan ses på skat.dk, og ejerne har derfor let ved at få et sammenligningsgrundlag for deres egen vurdering. Ligeledes er salgspriserne også offentligt tilgængelige.

Ejendommens pris vil aldrig kunne forudses præcist, og der vil altid være et element af skøn forbundet med en ejendomsvurdering.

- Når man som ejer modtager en ejendomsvurdering, skal man overveje, om vurderingen svarer til, hvad man selv mener, at ejendommen kan sælges for. Mener ejeren, at vurderingen ligger over det, han vil sælge sin ejendom til, er der mulighed for at klage, siger Jesper Rønnow Simonsen.

SKAT er i gang med handleplan
SKAT har løbende iværksat initiativer, der imødekommer en række af Rigsrevisionens kritikpunkter. De initiativer bad regeringen SKAT sammenfatte i en handleplan i starten af 2012.

- Vi er i færd med at rette op på flere områder - blandt andet i forhold til klagesagsbehandlingen og vurderingsarbejdet. Det er jo vigtigt, at ejeren af en bolig føler sig tryg ved den vurdering, vi laver, lyder det fra direktør for Kundeservice Steffen Normann Hansen.

Handleplanen indebærer bl.a., at SKAT fra januar 2013 har foretaget organisatoriske ændringer i afdelingen Ejendomsvurderingen, der har haft til formål at skabe et mere klart og entydigt ledelsesansvar. Desuden skal ændringerne fremme specialiseringen samt skabe en større ensartethed og dermed højne kvaliteten.

SKATs direktion gennemgår nu Rigsrevisionens rapport nøje og tager stilling til, hvilke yderligere tiltag, der skal iværksættes.

Fakta
SKAT vurderer 1,7 millioner ejerboliger i ulige år og ca. 500.000 erhvervsejendomme i lige år.

Ejendomsvurderingen er et skøn, hvor SKAT fastsætter ejendomsværdi, grundværdi og eventuelle fradrag for forbedringer. Ejendomsvurderingen har betydning for, hvad du skal betale i grundskyld og ejendomsværdiskat, samt for hvad du eventuelt skal betale i dækningsafgift for erhvervsejendomme.

Vurderingen har for langt de fleste boligejeres vedkommende ingen betydning for den ejendomsværdiskat, der skal betales. Det skyldes, at ejendomsværdiskatten i langt de fleste tilfælde beregnes af ejendomsværdien i 2002. Det beløb, som grundskylden beregnes af, kan desuden maksimalt stige med 7 pct. om året.

Sådan klager man over en vurdering:
Du kan klage over vurderingen af din ejendom, hvis du mener, at vurderingen ikke passer med ejendommens handelsværdi den 1. oktober i vurderingsåret. Du skal sende klagen, evt. elektronisk, med din begrundelse til SKAT.

For vurderingerne fra 2011 er klagefristen udløbet. Den næste vurdering, SKAT laver, er for ejerboliger. Den får du med din årsopgørelse i foråret 2014. Klagefristen er den 1. juli 2014.

Inden du overvejer, om du vil klage, kan du fra den 14. april 2014 se, hvad andre ejendomme i området er vurderet til på skat.dk.


Yderligere oplysninger:

Journalister: SKATs pressefunktion, telefon 72 37 09 00
Borgere/Virksomheder: Læs mere om Klage over ejendomsvurderingen eller ring til på SKATs hovednummer, telefon 72 22 18 18