Den 1. juli 2012 blev der indført omvendt betalingspligt ved handel med metalskrot. Det betyder, at virksomheder, der sælger metalskrot, ikke længere skal opkræve moms af salget. Det er i stedet køberen af metalskrottet, der skal beregne og betale momsen.
Årsagen til, at der er indført omvendt betalingspligt er at forhindre momskarruselsvig i skrotbranchen. Den omvendte betalingspligt er med til at sikre staten mod indtægtstab ved manglende betaling af salgsmoms, da momsindbetalingen og momsfradraget fremover skal foretages af én og samme virksomhed.
Når en dansk virksomhed sælger metalskrot til en anden dansk virksomhed, er der således omvendt betalingspligt for momsen - også kaldet "reverse charge".
Den omvendte betalingspligt betyder, at sælgeren ikke skal beregne, opkræve og indbetale moms. Den faktura eller det afregningsbilag, der udstedes i forbindelse med salget, må således ikke indeholde et momsbeløb. Det skal i stedet fremgå af bilaget, at handlen er omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt. Herefter er det køberen, der på grundlag af fakturabeløbet skal beregne og indbetale 25 pct. dansk moms.
- Omvendt betalingspligt gælder både for virksomheder med momspligtige og momsfrie aktiviteter.
- Betalingen af moms foregår ens, uanset om købet sker hos udenlandske eller danske virksomheder.
- Virksomheder uden momspligtige aktiviteter skal registreres hos SKAT, når de køber metalskrot.
- Ved salg til private gælder momslovens almindelige regler.
Sådan laver du din faktura
Når du udskriver en faktura efter de almindelige regler, skal du være opmærksom på, at den ikke må indeholde en opkrævning af moms, en momssats eller momsbeløbets størrelse. I stedet skal du skrive på fakturaen, at det er køber, som skal beregne, angive og betale momsen. Du kan fx skrive: "Reverse charge", "Omvendt betalingspligt" eller "Køber afregner momsen".
Ved udstedelse af fakturaen skal køberens momsregistreringsnummer fremgå af fakturaen på samme måde som ved salg af varer eller ydelser til virksomheder i udlandet.
Det samme gælder, hvis køberen udsteder et afregningsbilag.
Sådan udfylder sælgeren momsangivelsen
Sælgeren skal angive salgsbeløbet i momsangivelsens rubrik C.
Momsfrie virksomheder skal være opmærksomme på, at de bliver registreringspligtige for moms, hvis salget af metalskrot overstiger 50.000 kr. Uanset at sælger ikke skal betale momsen af metalskrottet, bliver virksomheden alligevel registreringspligtig for moms.
Sådan udfylder køberen momsangivelsen
Den beregnede moms skal angives i momsangivelsens almindelige rubrik vedrørende salgsmoms.
Hvis køberen er momsregistreret, kan beløbet også skrives på som købsmoms efter momslovens almindelige regler om fradragsret. I de situationer, hvor en virksomhed har fuld fradragsret for moms, vil resultatet af momsen blive 0 kr. vedrørende købet. Men køberen skal stadig angive den beregnede salgsmoms og den fradragsberettigede købsmoms.
Definition af metalskrot
Det følger af selve udtrykket "metalskrot" eller "skrot af metal", at følgende varer må anses for omfattet af den omvendte betalingspligt for moms ved handel med metalskrot:
- Skrot af aluminium, bly, jern, kobber, nikkel, stål, sølv, tin, zink eller af guld. Dog skal der ikke anvendes omvendt betalingspligt for moms ved handel med metalskrot, hvis der handles med guld, og denne guldhandel er omfattet af den særlige omvendte betalingspligt for moms ved handel med guld efter momsloven.
- Halvfabrikata fra forarbejdning, fremstilling eller udsmeltning af metaller eller metallegeringer.
- Rester og andre genbrugsmaterialer, der består af metaller eller metallegeringer, samt slagger, aske, hammerskæl og industriaffald, der indeholder metaller eller metallegeringer.
- Afklip, skrot, affald og brugte materialer samt genbrugsmateriale af kabler, hvori der er indlagt metal eller metallegeringer, eller som er omviklet med metal eller metallegeringer.
Hvis metallet ikke kan udskilles fra den øvrige del af det samlede skrot, er det den del af skrottet, der er mest karakteristisk, der afgør, om skrottet er metalskrot. Hvis skrottet er indkøbt på grund af skrotindholdet, så gælder den omvendte betalingspligt for moms af metalskrot.
I sidste ende er det SKAT, der som led i indsats og kontrol bedømmer og træffer afgørelse om, hvad der er metalskrot og altså er omfattet af den omvendte betalingspligt.
Når du modtager metalskrot, som det koster din virksomhed penge at skille sig af med
Hvis du modtager metalskrot, hvor du kan videresælge en del heraf, men må betale for at skille dig af med den resterende del af skrottet, skal du splitte det pågældende salg op.
Salg af metalskrot vil være omfattet af den omvendte betalingspligt, mens den ydelse, du køber for at kunne skille dig af med en resterende del af skrottet, er en almindelig momspligtig ydelse, som skal behandles efter momslovens almindelige regler.
Køb af ydelser ved håndtering af skrot skal således behandles efter momslovens almindelige regler - og ikke reglerne om omvendt betalingspligt.
Skal du undersøge leverandørernes momsregistrering?
Benyttes de særlige regler om udstedelse af afregningsbilag, skal disse regler og betingelser for brugen af afregningsbilag fortsat opfyldes. Dette uafhængigt af reglerne om omvendt betalingspligt.
Digital betaling, hæftelse for moms og mistet fradrag på selvangivelsen
SKAT har erfaret, at kontante betalinger er meget udbredt i skrotbranchen, når der købes metalskrot.
Den 1. juli 2012 blev der indført regler om, at regninger på mindst 10.000 kr. inkl. moms skal betales digitalt (fx med dankort, via netbank, på posthuset eller i banken). Hvis regninger på mindst 10.000 kr. inkl. moms ikke betales digitalt, kan du komme til at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen for indkomstskat.
- Betaler du digitalt, vil du ikke hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen.
- Hvis du betaler kontant, kan du sende en mail til SKAT via TastSelv Erhverv om dit køb og undgå at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen. Du skal sende mailen senest 14 dage efter, du har betalt, dog senest en måned efter, du modtog fakturaen.
Hvis leverancen betales digitalt, vil du således ikke hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen.
Vælger du at betale 10.000 kr. inkl. moms eller derover kontant, kan du undgå at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen ved at indberette handlen til SKAT på følgende måde:
Log på TastSelv Erhverv. Herefter vælges kommunikation -> send besked til SKAT -> Vælg emne -> Moms, lønsum og EU-salg uden moms ->indberet kontanthandel. Send e-mail herfra.
Bemærk at flere betalinger vedrørende samme leverance anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen på 10.000 kr. Det er således ikke tilladt at opdele betalingen af et køb i beløb med det formål at komme under beløbsgrænsen.
Skal der foretages indberetning af CPR-nr. ved kontant betaling?
Ved kontant betaling til en virksomhed skal du indberette CVR-nr., virksomhedens navn og adresse, det betalte beløb, fakturanummer mv.
Ved kontant betaling til private vil det være oplagt at indberette navn og adresse, det betalte beløb, fakturanummer mv. og evt. andre oplysninger, der kan være med til at identificere betalingsmodtageren.
SKAT kan ikke stille krav om, at der ved indberetning af en kontant betalt handel skal oplyses CPR-nr. Hvis det ønskes er det muligt i samme mail hvor virksomheden oplyser om kontant betaling via TastSelv Erhverv.
For at undgå hæftelse for moms og blive nægtet fradrag på selvangivelsen skal den virksomhed, der betaler kontant for en handel, sikre sig en klar og entydig identifikation af den person eller virksomhed, som der betales kontant til.
Det bemærkes, at indberetning af et bankkontonummer ikke er tilstrækkelig klar og entydig identifikation.
Privates salg af brugte genstande er som hovedregel skattefri. Hvis du betaler kontant til en privat for opkøb af brugte genstande, har du derfor ingen eller ringe risiko for at komme til at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen.
Er du usikker på, om den pågældende privatperson reelt driver momsregistreringspligtig virksomhed, anbefales det, at du indberetter de udbetalte kontantbeløb til SKAT. På den måde sikrer du dig mod, at du kan komme til at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen, hvis det viser sig, at den pågældende person har drevet virksomhed uden af være registreret.
Checks som betalingsmiddel
Fra og med den 15. november 2012 tæller betaling med check som kontant betaling. Det skyldes, at en check - også selvom den er crosset - ikke altid hæves af modtageren selv og dermed entydigt identificerer den, der modtager betalingen.
Du kan fortsat betale dine leverancer med checks, men du skal være opmærksom på, at du fra den 15. november 2012 skal indberette handler, der er betalt med check, hvis du ønsker at undgå at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen.
Hvis du har betalt en leverandør med check i perioden fra og med den 1. juli 2012 til og med den 14. november 2012, kan du ikke komme til at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen, hvis leverandøren snyder med betalingen af moms og skat. Det skyldes, at de nærmere regler om, hvad der kan sidestilles med digital betaling, først gælder fra den 15. november 2012.
Hvis du betaler en fast, løbende ydelse for mindst 10.000 kr. om året
Hvis du fast får leveret en ydelse (f.eks. telefoni, rengøring, husleje, vagt, revision eller har en vedligeholdelsesaftale), hvor de enkelte regninger er på mindre end 10.000 kr. inkl. moms, kan du stadig komme til at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen, hvis din leverandør snyder med betalingen af moms og skat, og regningerne til den enkelte leverandør er på mindst 10.000 kr. på et år.
Du kan undgå at hæfte for moms og miste fradrag på selvangivelsen ved at indberette dine kontant betalte handler til SKAT.