Dato for udgivelse
11 Dec 2012 11:17
Resumé

Berlingske bringer i dag en historie om, at regeringen skulle have ændret regneprincipper og skulle være klar til at give skattelettelser, der ikke er finansieret fuldt ud. Det er ikke tilfældet!


Berlingske bringer i dag en historie om, at regeringen skulle have ændret regneprincipper og skulle være klar til at give skattelettelser, der ikke er finansieret fuldt ud. Det er ikke tilfældet, understreger skatteminister, Holger K. Nielsen.

"Jeg vil gerne slå helt fast, at regeringen ikke har ændret regneprincipper. I svaret til Ole Birk Olesen har vi alene forholdt os til nogle teoretiske spørgsmål. Faktisk har regeringen - som noget nyt - indført et forsigtighedsprincip, der slår fast, at der ikke kan bruges penge fra reformer, før reformerne er vedtaget. Det er en mere forsigtig tilgang end den, der blev brugt af den tidligere regering."

Skatteministeren fremhæver, at regeringen i den seneste skattereform netop ikke har benyttet sig af dynamiske effekter i finansieringen af skattelettelserne. Regeringen afviste faktisk i forbindelse med forhandlingerne om skattereformen at anvende dynamiske effekter til en større og hurtigere skattelettelse med henvisning til forsigtighedsprincippet.

"I skattereformen fra i sommers undlod vi faktisk at bruge dynamiske effekter til at finansiere yderligere skattelettelser. De dynamiske effekter, der er i reformen, går i stedet til et målrettet løft af de fattigste pensionister og til at realisere et øget offentligt forbrug inden for rammerne af 2020-planen. For os er det her ikke et spørgsmål om regneprincipper - men en fornuftig og forsigtig politisk prioritering," siger skatteministeren.

Yderligere oplysninger:
Skatteministeriets pressefunktion på telefon 72 37 09 00.