Dato for udgivelse
21 Nov 2012 10:34
Resumé

Ny analyse fra SKAT viser, at danskerne i mindre og mindre grad accepterer sort arbejde, og at flere oplever en stigende risiko for at blive opdaget, når det handler om sort arbejde. SKAT starter samtidig ny kampagne om sort arbejde. Kampagnens formål er at oplyse om de nye regler på området og få sort arbejde på dagsordenen, når der snakkes over hækken og i skurvognen.


Kampen mod omfattende organiseret sort arbejde er blevet styrket. Nye regler gør det nemmere at finde ud af, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. For eksempel bliver det fra næste år skattefrit, når naboens datter passer dit barn. Samtidig får SKAT nye redskaber mod sort arbejde og illegal arbejdskraft. Det skal SKATs nye kampagne om sort arbejde oplyse borgere og virksomheder om.

"Den ny lovgivning indeholder både lempelser og skærpelser. Lempelserne bringer lovgivningen i overensstemmelse med befolkningens opfattelse af, hvad der er sort arbejde, og hvad der ikke er. På den måde bliver grænserne klarere, og gråzonen mindre. Samtidig har vi indført stramninger, som sikrer mere gennemsigtighed, og som giver SKAT bedre kontrolmuligheder, så risikoen ved systematisk at udføre sort arbejde nu er blevet større," siger skatteminister Holger K. Nielsen.

En ny undersøgelse fra SKAT viser, at udviklingen går den rigtige vej, når det drejer sig om danskernes holdning til sort arbejde. Der er i dag dobbelt så mange, som mener, at der er en stor risiko for at blive opdaget i at arbejde sort i forhold til i 2004. Samtidig viser undersøgelsen, at over 60 pct. af befolkningen synes, at det er uacceptabelt, når firmaer udfører sort arbejde for private, og 76 pct. kan ikke kan acceptere, at firmaer får udført sort arbejde af andre firmaer.

"Det er helt tydeligt, at holdningen til sort arbejde er under forandring. Danskerne accepterer i mindre og mindre grad sort arbejde, særligt når det er omfattende og organiseret. Det, vi ser, er en stigende bevidsthed om, at man sender regningen videre til naboen, så det er naboen og ikke bare skattevæsenet, man snyder. Og så oplever flere og flere borgere, at der er ret stor risiko for at blive taget i det sorte arbejde. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning," understreger skatteministeren.

Formålet med kampagnen er også at få sat sort arbejde på dagsordenen for den vej igennem at påvirke danskernes holdninger.

"Den nye lovgivning og kampagnen tager fat om nældens rod med det formål at få danskerne til at tænke anderledes om sort arbejde og dermed ændre holdning og adfærd. Med den nye lovpakke gør vi grænserne tydeliggere, og derfor er det også mere klart, hvornår man er på den forkerte side af stregen. Kampagnen kan forhåbentlig være med til at påvirke snakken over hækken ude på villavejene og i skurvognen og den vej igennem at rykke danskernes holdninger. For det er netop holdningerne, der skal flyttes, hvis vi skal det sorte arbejde til livs, siger Holger K. Nielsen.

Læs mere om SKATs undersøgelse af sort arbejde her.

Kampagnen om sort arbejde kører med tv-spots fra i dag og med annoncer i dagblade og på netmedier fra den 26. november. Der er arrangeret events på banegårdene i København, Århus, Odense og Ålborg i dag. Eventen på Hovedbanen i København kører fra kl. 15-19.

Læs mere om de nye regler for sort arbejde på www.skat.dk/sortarbejde.

Yderligere oplysninger:
Skatteministeriets pressefunktion på tlf. 72 37 0900