Dato for udgivelse
29 okt 2012 09:54
Til
Pladeoperatører og andre brugere af Motorregistret
Sagsnummer
12-0228689
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Resumé

Dette nyhedsbrev erstatter tidligere udsendt nyhedsbrev. Det tidligere nyhedsbrev blev trukket tilbage, da det fremgik, at funktionen "Månedsangivelse på liste" med overførsel af månedsangivelses-data til excel virkede for alle operatører. Det er nu tilføjet, at funktionen pt. ikke virker for virksomheder med store månedsangivelser.


Her kan du læse om de nye funktioner i Motorregistret

Der er i dag den 29. oktober 2012 kommet en ny "Release" til Motorregistret. Det betyder, at der er kommet en række nye/ændrede funktioner i Motorregistret.

Den største ændring er, at det nu er muligt for borgere at lave privat ejer- og brugerskifte. Nedenfor kan du se, hvilke ændringer, der er sket i Motorregistret som følge af denne release. 

  • Privat ejer- og brugerskifte
  • SYN - Fravælg godtgørelse
  • Månedsopgørelse på liste 
  • Fakturaoversigt for plader, ejer-/brugerskifte, afmeldinger, godtgørelse mv.
  • LOV - Nye gebyrer papegøje til gul, genpart af registreringsattest mv.
  • Søg på registreringsnummer i køretøjsdetaljer - køretøjshistorik
  • Visitkort på udskrifter
  • Sekundær ejer og bruger
  • Diverse fejlrettelser

Privat ejer- og brugerskifte 

Privatpersoner kan nu foretage ejer-/ brugerskifte i Motorregistret. Den nye ejer foretager ejer-/brugerskiftet og benytter oplysningerne fra registreringsattesten til at fremsøge køretøjet og låse det op. Det er altså ihændehaveren af registreringsattesten, der kan foretage det private ejer-/ brugerskifte i Motorregistret.

Samtidig får privatpersoner adgang til en ny funktion, hvor de kan give fuldmagt til, at en anden person kan registrere dem, som ejer eller bruger på et konkret køretøj.

Hvem kan?

Det er kun personer over 18 år med et cpr-nummer og Nem-ID, der kan betjene sig selv i Motorregistret.

Hvilke køretøjer?

Det private ejer- eller brugerskifte kan foretages på de fleste køretøjer. Dog kan lastbil, traktor, motorredskab, sættevogn, traktorpåhængsvogn og påhængsredskab ikke ejer- og brugerskiftes med denne nye funktionalitet.

Hvis ejer- eller brugerskiftet kræver en ny type nummerplade, fx. ved ændring af anvendelse for varebil, fra "Godstransport Erhverv" til "Godstransport Privat" eller blandet anvendelse samt ved ønskeplader, er det heller ikke muligt at foretage ejer- eller brugerskiftet via TastSelv Borger og borgeren skal derfor henvises til en pladeoperatør eller SKAT.  

Køretøjer med ønskeplade, hvor en ønskepladelicens skal flyttes/overdrages fordrer, at SKAT kontaktes. Hvis ønskepladen blot skal flyttes fra ét køretøj til et andet og primær ejer er den samme, kan flytningen af nummerpladerne også foretages af en nummerpladeoperatør under "Registrering" og "Flyt nummerplader". 

De eneste tilladelser, som det er muligt at slette i forbindelse med ejer- eller brugerskiftet, er tilladelserne "Udlejning uden fører" og "Synsfri sammenkobling".

De eneste klausulerede køretøjer, som kan ejer-/brugerskiftes privat, er køretøjer med følgende klausuler:

133 - Busser til privat kørsel (afgiftsfritaget efter tidligere lovgivning)
227 - Campingbiler
233 - Busser til privat buskørsel
245 - Betalt 50% i registreringsafgift - Vægtafgift efter 2001-2500

Hvordan?

Den primære ejer (køber/ihændehaver) logger på "Motorregistret" i "Skattemappen" med NemID og registrerer sig selv som primær ejer. Hvis andre ejere eller brugere skal være registreret på køretøjet, skal de give fuldmagt i Motorregistret, således at den nye primære ejer kan registrere dem som henholdsvis primær bruger, sekundær ejer og/eller sekundær bruger.

Ved oprettelsen af fuldmagten i Motorregistret tilkendegiver de, at deres navn og adresse må vises for den nye ejer af det køretøj, de har givet fuldmagt til, og hvilken rolle de ønsker at få på køretøjet - primær bruger, sekundær ejer eller sekundær bruger.

Fuldmagten er gyldig i 24 timer og er knyttet til det specifikke køretøj. Fuldmagten kan altid slettes igen, hvis en person fortryder at have afgivet den. Udløbne eller slettede fuldmagter vises ikke på oversigten over tilgængelige fuldmagter på et givent køretøj.

I løbet af flowet Privat ejer-/brugerskifte kan primær ejer identificere fuldmagterne under de forskellige roller ved navn og adresse, men ikke ved cpr-nummer.

Mere information

Du kan finde mere information om emnet på skat.dk/Omregistrering, hvor du blandt andet vil kunne finde en instruktionsvideo.

SYN - fravælg godtgørelse

Nu skal synshallerne fravælge godtgørelse for tildeling af plader, ved ekspedition af en anden nummerpladeoperatør eller en forhandler, som selv kunne være nummerpladeoperatør.  På godkendelsessiden er der en forklarende tekst, om konsekvensen af fravalget. Fravalget fremgår ikke af kvitteringssiden, da det kun er en oplysning, der vedrører nummerpladeoperatøren og ikke "kunden" eller køretøjet.

Fravalget kan bruges på alle typer af godtgørelse.

Fravalg af godtgørelse skal ske når anmelder/kunden,  er en af følgende:

  • En synsvirksomhed, når køretøjet er handlet i synsvirksomhedens øvrige virksomhed.
  • En virksomhed, der erhvervsmæssigt handler og/eller leaser biler   (uden syns- eller omsynsgodkendelse), som årligt sælger eller leaser mindst 100 registreringspligtige køretøjer.
  • En virksomhed, der erhvervsmæssigt handler og/eller leaser andre køretøjer end biler, og som årligt sælger eller leaser mindst 50 registreringspligtige køretøjer.

SKAT har pt. ikke offentliggjort en liste over forhandlere, der kunne være nummerpladeoperatører, men som ikke er det. Indtil en sådan liste findes, må synsvirksomhederne i tvivlstilfælde spørge de kunder, der får foretaget mange ekspeditioner af den type, der giver godtgørelse, om disse kunder selv kunne blive nummerpladeoperatører.

Månedsopgørelse på liste

Det er nu tilføjet et link "Eksporter til csv fil", som gør det muligt for jer, der modtager månedsangivelser, at eksportere listen til en fil. Data gemmes i CSV-format, som eventuelt kan åbnes med Excel med henblik på at kunne arbejde videre med data.

Dette gælder både for registreringsafgift, nummerpladegebyrer og godtgørelser. Det skulle gerne gøre det lettere for jer, at afstemme data fra månedsangivelserne over til jeres regnskab.  

OBS: Funktionen med overførsel til excel virker for operatører med mindre månedsangivelser, men pt. er det ikke muligt for virksomheder med store månedsangivelser at overføre data til excel. Der arbejdes på en løsning.

Fakturaoversigt for gebyrer  

Der kan nu hentes en oversigt over alle gebyrer. Fremadrettet vil gebyrerne være specificeret på P-nummer niveau. Det gælder for alle 21 gebyrtyper:

1 Alm. nummerplade
2 Tredje nummerplade
3 Nummerplade lille knallert
4 CD-skilte (disse skilte sælges ikke af SKAT)
5 Ønskenummerplade rettighed
6 Overførsel af ønskenummerplader
7 Historisk emaljenummerplade
8 Grænsenummerplade tilladelse
9 Ejer-/brugerskifte
10 Genpart af registreringsattest, koblingsattest og supplerende attest
11 Prøvemærker
12 Skift af nummerplader fra gule til papegøjeplader eller omvendt.
13 Administration (Rykkergebyr)
14 Alm. nummerplade x2
15 Historisk emaljenummerplade x2
16 Ejer/brugerskifte (borger)
17 Overførsel af ønskenummerplader (borger)
18 Godtgørelse til autoriseret virksomhed - indregistrering
19 Forsendelsesomkostninger
22 Godtgørelse til autoriseret virksomhed - ejerbrugerskifte
23 Godtgørelse til autoriseret virksomhed - afmelding

LOV: Nye gebyrer papegøje til gul, genpart af registreringsattest mv.

Folketinget har ved lov nr. 482 af 30. maj 2012 vedtaget, at gebyret for alle nummerplader skal være 1.180 kr. for et sæt og 590 kr. for en enkelt plade. Disse bestemmelser sættes nu i kraft ved bekendtgørelse BEK nr. 996 af 15. oktober 2012. Det betyder, at nummerplader, herunder papegøjeplader, koster 590 kr. for én og 1.180 kr. for et sæt.

De ovennævnte dokumenter står som historiske, da der den 24. oktober 2012 er udstedt en ny lovbekendtgørelse, LBK nr. 1009 af 24. oktober 2012, som indeholder disse nye regler.

Der er udsendt dette nyhedsbrev om ikrafttrædelsen.

Hvis en varebil skal skifte anvendelse og dermed nummerplader i forbindelse med, at der skal registreres ny ejer eller bruger, er det vigtigt at det alene foregår i Registreringsflowet i Motorregistret ("Registrering" - "Registrer køretøj").  De gamle plader bliver på denne måde afmeldt og den nye ejer eller bruger registreres i forbindelse med registreringen på de "nye plader".

Hvis ejer-/brugerskifteflowet anvendes, kan der kun vælges anvendelser, der matcher de nummerplader som køretøjet har på nuværende tidspunkt. Det betyder, at der så efterfølgende alligevel skal ske afmelding og registrering, for at skifte anvendelse og få nye nummerplader. Det vil udløse dobbelt opkrævning af gebyr fra kunden (ejerskifte 380 kr. og nye plader 1180 kr.)

Det skal nævnes, at varebiler registreret før den 3. juni 1998 ikke kan få papegøjeplader i Motorregistret.

Der skal betales 100 kr. for udstedelse af en registreringsattest eller supplerende attest. Dog ikke i de tilfælde, hvor attesten udstedes i forbindelse med betaling for nummerplader eller betaling for ejer-/brugerskifte.

Der udskrives ikke automatisk registreringsattester ved:

  • Rediger klausul / anvendelse
  • Ret køretøjsbetegnelse
  • Ret stelnummer
  • Slet tilladelser
  • Rediger tilladelser
  • Registreringssyn
  • Erklær synsfri sammenkobling (som hidtil)

Det betyder samtidig, at der ikke bliver dannet nye RAK-koder i disse situationer. RAK står for RegistreringsAttestKoder og er de koder, som dannes af Motorregistret, når der udskrives en ny registreringsattest - én kode for hver del af registreringsattesten; kodedel 1 og Kodedel 2.

Når et køretøj bliver rettet via et registreringssyn, ændring af tilladelser osv., bliver der vist en vejledning om, at hvis der ønskes en ny registreringsattest, skal den bestilles mod betaling af 100 kr. 

Ved oprettelsen af nyere varebiler, må synsvirksomhederne ikke sætte følgende anvendelser på varebilerne:

  • 40 - godstransport erhverv
  • 41 - Godstransport privat/erhverv
  • 42 - Godstransport privat

Det er først i registreringsflowet, at anvendelserne 40, 41 og 42 bliver vist og kan anvendes.

Visitkort på udskrifter 

Når man udskriver et skærmbillede fra Motorregistret vises køretøjets lille visitkort på udskriften, hvilket gør det muligt at se, hvilket køretøj udskriften vedrører.

Sekundær ejer og bruger 

Hvis der på et køretøj enten i sekundær ejer eller sekundær bruger er anført et cvr/cpr/AKR nummer og ikke er trykket "Tilføj", kommer der en advarsel, når man trykker "Næste", hvor der står "Du har anført cpr, cvr eller akr nummer, som sekundær ejer eller bruger, men har ikke tilføjet denne til ejer/bruger kredsen. Du skal trykke på "Tilføj" for at opdatere ejer/bruger kredsen."  

Det samme gælder, hvis der vælges supplerende anvendelser, tilladelser eller klausuler, hvor der ikke trykkes "tilføj".

Diverse fejlrettelser

Om tilkoblingsordning / synsfri sammenkobling
Køretøjsart 1,2,3,4,8 der registreres med synsfri sammenkobling får automatisk tilføjet tilkoblingsordning.

Refusion på faste prøveskilte
Der dannes nu refusion ved ved afmelding af faste prøveskilte.

Forsvarets køretøjer
Fejlen med at forsvarets køretøjer blev indkaldt til periodisk syn er nu rettet. Når et køretøj er registreret med cvr.nr. 16287180 - Forsvarskommandoen, som primær ejer, er køretøjet fritaget for indkaldelse til periodisk syn.