Dato for udgivelse
13 Aug 2012 09:00
Resumé

Revisorerne vigtige i kampen for at højne skattemoralen.


SKAT rykker nu tættere på revisorbranchen og indgår et længerevarende partnerskab med FSR - danske revisorer.

Det skyldes, at der stadig konstateres rigtig mange fejl hos virksomhederne. Og netop her er revisorerne nøglen til større regelefterlevelse. Især hos de selvstændigt erhvervsdrivende, som har sværest ved at overholde reglerne.

Håbet er, at man ved dialog og konkrete initiativer mellem SKAT og virksomhedernes rådgivere i samarbejde kan øge skattemoralen og regelefterlevelsen i erhvervslivet.

På borgerområdet har SKAT de seneste år oplevet en høj regelefterlevelse, hvorimod det stadig halter en del på virksomhedsområdet.

- SKAT arbejder på, at det skal være nemt og smidigt for de virksomheder og rådgivere, der gerne vil gøre tingene rigtigt, men som har brug for information og vejledning, og dem er der heldigvis rigtig mange af, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.

Samarbejdet kan vise, at uanset vilje fra virksomhedernes side, kan en fælles indsats fra SKAT og fra rådgiverne ikke hjælpe, hvis det er for vanskeligt at efterleve komplicerede og indviklede regler. Samarbejdet kan derved også resultere i løsningsforslag, som forenkler reglerne.

- Den mindre gruppe af virksomheder, som ikke har viljen til at efterleve reglerne for at undgå at bidrage til finansieringen af vores fælles velfærd skal der fortsat slås hårdt ned på, fortsætter skatteminister Thor Möger Pedersen.

Samarbejdet mellem FSR - danske revisorer og SKAT skal være med til at begrænse såvel fejl som direkte unddragelser. Der afholdes en fælles konference i august måned, hvor emnet, som drøftes bliver regelefterlevelse.

Yderligere oplysninger:
Journalister: SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00