Dato for udgivelse
22 Jun 2012 12:43
Resumé

500 værtshuse, cafeer og andre aktører i nattelivet har haft besøg af SKAT, politi, kommuner, Arbejdsmarkedsstyrelsen og fødevaremyndighederne. De foreløbige resultater er nedslående.


At en virksomhed holder åbent om natten er ikke nogen garanti imod, at SKATs medarbejdere kommer forbi for at få andet end en forfriskning. I sidste uge gennemførte SKAT og flere andre myndigheder 500 kontrolaktioner mod værtshuse, caféer, restauranter, diskoteker, spillehaller, net-caféer mv., der efter mørkets frembrud servicerer natteravnene.

SKAT vil nu se nøjere på flere end en tredjedel af de besøgte virksomheder, og store mængder af data skal gennemgås for at få et nøjagtigt billede af forholdene,

- Der er det bekymrende, at vi ikke mødte flere med orden i sagerne, for SKAT har tidligere besøgt brancherne for at give vejledning. Det vidner om en uvilje til at efterleve reglerne, siger specialkonsulent Michael Larsen, SKAT.

Formålet med aktionerne var at sikre, at salget blev registreret korrekt, og at der ikke blev benyttet sort arbejdskraft. En række af de besøgte virksomheder havde som vejledning på forhånd modtaget et servicebrev, der beskrev reglerne for salgsregistrering og registrering af ansatte. I de 500 virksomheder mødte SKAT flere end 1200 medarbejdere.

- Desværre kunne vi konstatere, at der mange steder ikke blev brugt et korrekt salgsregistreringssystem, og alt for mange havde ikke styr på de ansattes løn- og ansættelsesforhold. For eksempel traf vi flere medarbejdere, der modtager sociale ydelser samtidig med, at de arbejder i nattelivet, siger Michael Larsen.

Afdelingsleder Gitte Kaae Plambek, SKAT, siger, at mange ikke vil hjælpes af SKAT til at overholde reglerne.

- Derfor er vi i gang med en overordnet analyse, hvor vi vil forsøge at finde nye metoder til at få "styr" på dem, der snyder, siger afdelingsleder Gitte Plambek.

Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Gitte Plambek tlf. 25 44 06 60 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00.