Dato for udgivelse
29 Mar 2012 08:32
Resumé

SKAT har i 2011 godkendt 47 transfer pricing-forhøjelser for et samlet beløb på 6,2 mia. kr. Det fremgår af skatteministerens årlige orientering til Skatteudvalget om årets transfer pricingforhøjelser og -nedsættelser.


Årets resultat er på niveau med sidste år, men antallet af forhøjelser er det største nogensinde. Denne stigning i antallet af sager forventes at fortsætte i fremtiden, hvor SKAT har afsat ekstra ressourcer til arbejdet med de multinationale selskaber.

- Tallene viser, at SKAT har godt fat i de selskaber, som ikke betaler den skat, de skal, og er samtidig udtryk for, at det fortsat er vigtigt at fokusere på dette område, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.

Det fremgår af rapporten, at Regeringen i 2012 har bevilliget yderligere 40 mand til arbejdet med de multinationale selskaber, hvoraf ca. halvdelen skal arbejde med transfer pricing. Regeringen har således øget den samlede bemanding af transfer pricing-området til ca. 120 årsværk.

- Opnormeringen af transfer pricing-området skyldes, at vi i regeringen finder det vigtigt at sikre, at alle skatteydere bidrager til finansieringen af den danske velfærd, og det gælder bestemt også de multinationale selskaber, siger Thor Möger Pedersen.

Lovpakken om selskabsbeskatning (åbne skattebøger, bøder på transfer pricing området mv.) er også et tiltag i samme retning. Lovforslaget forventes fremsat i løbet af foråret.

Rapporten viser desuden, at interessen for transfer pricing er stigende internationalt, så SKAT i stigende omfang bliver mødt med udenlandske forhøjelser.

Transfer pricing-afrapporteringen kan ses her.

For yderligere oplysninger kontakt kontorchef Troels Kjølby Nielsen, tlf. 72 37 84 70, eller SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00