Dato for udgivelse
01 Feb 2012 13:00
Resumé

Nyt samarbejde mellem Spillemyndigheden og Forbrugerombudsmanden sætter fokus på forbrugerbeskyttelsen på spilleområdet.


Spilleområdet er i hastig udvikling, hvilket medfører udfordringer for såvel spiludbydere på det danske marked som de danske myndigheder. Dette gælder ikke mindst i relation til afviklingen og markedsføringen af spil. På dette felt er der således fastsat en række regler, som navnlig tilsigter at forebygge ludomani, at beskytte børn og unge samt at forebygge hvidvask og finansiering af terrorisme.

Forbrugerombudsmanden og Spillemyndigheden har indledt et samarbejde i erkendelse af det stadig mere komplekse regelgrundlag på markedsføringsområdet. Formålet med dette samarbejde er først og fremmest at opprioritere vidensformidling om danske regler og retningslinjer til borgere og virksomheder samt at sikre gensidig erfaringsudveksling myndighederne imellem.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger om samarbejdet:

- Jeg ser rigtig gode muligheder for en øget forbrugerbeskyttelse i et samarbejde med Spillemyndigheden. Gennem et sådant samarbejde vil vi således kunne styrke vidensniveauet på dette specifikke markedsføringsområde. Et samarbejde med Spillemyndigheden vil desuden øge mulighederne for mere effektivt og på et tidligere tidspunkt at kunne gribe ind overfor de virksomheder, som ikke overholder dansk lovgivning.

Direktør i Spillemyndigheden, Birgitte Sand, er glad for samarbejdet:

- Én af vores fornemste opgaver som Spillemyndighed er at sikre, at de virksomheder, som har tilladelse til at udbyde spil i Danmark eller ønsker at få en sådan tilladelse, også har det bedst mulige kendskab til og dermed også de bedste forudsætninger for til stadighed at overholde dansk lovgivning. Dette gælder ikke mindst i relation til markedsføringen af spil og foranstaltninger i tilknytning hertil. I Spillemyndigheden ser vi derfor meget frem til et samarbejde med Forbrugerombudsmanden.

Spillemyndigheden har herudover igangsat en mærkningsordning, som skal skabe tryghed omkring spil på væddemål og onlinekasino. Mærkningsordningen skal således hjælpe spillere med at få overblik over, hvilke spiludbydere der har fået en tilladelse fra Spillemyndigheden.

Spillemyndighedens logo

Alle spiludbydere, der har en tilladelse til at udbyde spil i Danmark, har mulighed for at anvende mærket i deres markedsføring, eksempelvis på deres hjemmeside, i tv-reklamer og i annoncer.

Få flere oplysninger om Spillemyndigheden.


FAKTA
Kort om dansk spillelovgivning
Det er i bemærkningerne til spilleloven forudsat, at Forbrugerombudsmanden og Spillemyndigheden skal indlede et samarbejde vedrørende tilsynet med markedsføringen af spil. Forbrugerombudsmanden og Spillemyndigheden har derfor iværksat et sådant samarbejde, herunder navnlig med henblik på en gensidig orientering og erfaringsudveksling myndighederne imellem.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Direktør Birgitte Sand på tlf. 25 44 05 03 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00.