Dato for udgivelse
08 sep 2011 11:50
Resumé

Skatteministeriet beder politiet undersøge, om SKAT eller Skatteministeriet har overtrådt tavshedspligten efter oplysninger i dagbladet BT.


Af dagens BT fremgår, at avisen har haft adgang til fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.

Det har givet anledning til spørgsmål, om disse oplysninger kan stamme fra SKAT, og Skatteministeriet vil derfor melde sagen til politiet.

- Vi kan ikke leve med, at der kan stilles spørgsmål ved, om vi lever op til vores tavshedspligt. Det gælder generelt og især i en sag af denne karakter, siger departementschef Peter Loft, Skatteministeriet.

- Da overskridelse af tavshedspligten er en strafbar handling, vil vi allerede i dag bede Københavns Politi om at undersøge sagen. Vi er i gang med at samle de oplysninger, som politiet kan have brug for i forbindelse med en undersøgelse, herunder hvem, der har haft adgang til sagen, siger Peter Loft. 

Skatteministeriet har i øvrigt ingen yderligere kommentarer til den konkrete sag.

Eventuel kontakt:
Skatteministeriets pressefunktion tlf. 72 37 09 00