Dato for udgivelse
09 Jun 2011 15:12
Resumé

Konflikten hos SKATs it-leverandør CSC betyder nu, at selvangivelsesfristen for den udvidede selvangivelse må udskydes en uge til den 10. juli for alle, der laver udvidet selvangivelse.


Som følge af CSC-konflikten er SKAT nu nødsaget til at udskyde selvangivelsesfristen for den udvidede selvangivelse. Den udvidede selvangivelse bruges blandt andet af selvstændigt erhvervsdrivende, borgere der har udlejningsejendomme, kunstnere samt borgere med udenlandsk indkomst eller udenlandske ejendomme.

Mens alle de erhvervsdrivende, der bruger TastSelv, ikke bliver påvirket af CSC-konflikten, er papirudsendelser blevet ramt. For at undgå, at nogle uretmæssigt ville blive opkrævet et skattetillæg, udskyder SKAT nu fristen en uge for alle, der skal lave udvidet selvangivelse.

- Det er yderst beklageligt, at konflikten betyder, at vi må udskyde fristen, men det vigtigste for os er at sikre, at de erhvervsdrivende mærker mindst muligt til det her, og derfor udskyder vi fristen en uge, forklarer kontorchef i SKAT Henrik Kähler.

Udskydelsen skyldes helt konkret, at udsendelsen af selvangivelsen på papir til selvstændigt erhvervsdrivende og servicemeddelelser til deres ægtefæller er blevet forsinket. Det betyder, at selvangivelsen først er skatteyderen i hænde i sidste halvdel af juni måned.

Sidste frist for aflevering af selvangivelsen, uden at skulle betale skattetillæg, ændres altså fra den 3. juli til den 10. juli. For de erhvervsdrivende, der afleverer efter den 10. juli vil skattetillægget dog blive beregnet efter den oprindelige frist 3. juli.

- TastSelv har ikke været påvirket af konflikten, og vi anbefaler alle at benytte denne løsning. Her kan de med det samme få besked om, om der er overskydende skat, eller om der er en regning, der skal betales, pointerer Henrik Kähler.

Selvangivelsesfristen udskydes ikke for selskaber, der fortsat har frist den 30. juni, medmindre de har forskudt regnskabsår.

Læs mere om den udvidede selvangivelse på skat.dk

Yderligere oplysninger:

Journalister: SKATs pressetelefon 72 37 09 00

Borgere og virksomheder: tlf. 72 22 18 18