Dato for udgivelse
18 May 2011 08:37
Resumé

SKAT har endnu en gang konstateret, at de københavnske restauranter har svært ved at følge reglerne om ansættelse af personale. De bruger illegal arbejdskraft og har heller ikke styr på, hvordan de skal opbevare fødevarer korrekt.


Ved en fælles kontrolaktion i sidste uge besøgte Fødevaremyndighederne, Pensionsstyrelsen, Frederiksberg Kommune, Politiet og SKAT København 19 virksomheder. Der blev interviewet 63 ansatte, og 39 mistænkes nu for sort arbejde, da de oplyste enten at have første arbejdsdag, fik udbetalt sociale ydelser eller var familie eller ven med ejeren.

 

- Det er overraskende og noget nedslående, at vi kan blive ved at møde disse situationer, udtaler afdelingsleder Lisbet Hedelund og fortsætter:

 

- Vi har i flere tilfælde været i de samme virksomheder tidligere, og vi har påtalt disse forhold, pålagt virksomhederne at føre logbog, og politiet har givet virksomhederne bøder for at beskæftige illegal arbejdskraft. Men alligevel retter de ikke ind.  

 

Ved kontrolaktionen konstaterede Fødevaremyndighederne overtrædelser af reglerne om fødevareopbevaring. Det resulterede i bøder på stedet i to tilfælde.

 

- Der er noget, der tyder på, at en gruppe virksomheder ikke er indstillet på at bidrage til fælleskassen, også selvom konsekvensen bliver endnu højere bøder.

 

De, der arbejder illegalt, har også kun meget lidt lyst til at tale med os, viser denne aftens aktion tydeligt, siger Lisbet Hedelund.

 

To ansatte fik meget travlt med at bære affaldsposer ud af køkkenet, og politiet måtte derfor følge dem tæt. Desværre forsvandt den ene ind i en gård, hvor han låste efter sig. Den anden, som blev indhentet, forsvandt bagefter ud af et kældervindue, som man nærmest skulle være slangemenneske for at kunne komme ud af. 

 

Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Lisbet Hedelund 72 38 21 46 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00