Dato for udgivelse
25 mar 2011 09:52
Resumé

Sidste år skulle borgerne betale i alt 7 mia. kr. i restskat til SKAT, mens de i år skal betale 8,8 mia. kr. Stigningen skyldes især de faldende renteudgifter i perioden.


Der er i år 1,3 millioner skatteydere, der skal betale restskat, mod 1,2 millioner borgere sidste år. Det samlede restskatte-beløb er på 8,8 mia.kr, hvilket er en stigning på 1,8 mia. kr. i forhold til 2010. Stigningen skyldes primært, at folk med FlexLån har fået lavere renteudgifter i 2010, som de har glemt at rette på deres forskudsopgørelse.

- Der er flere i år end i 2010, der skal betale restskat, og det samlede beløb er også større end sidste år. Vi kan se af vores tal, at stigningen især skyldes, at rigtig mange har betalt mindre i rente på deres FlexLån i 2010 og har glemt at nedsætte renteudgifterne på forskudsopgørelsen for 2010. De får derfor en restskat nu, hvilket desværre kan komme som en grim overraskelse for nogle, siger kontorchef Henrik Kähler fra SKAT.

Henrik Kähler opfordrer dem, der skal betale restskat i år, til at tjekke deres forskudsopgørelse for 2011 en ekstra gang, så de kan undgå restskat næste år.

Der er samtidig flere, der skal have penge tilbage i skat, end folk der skal have penge op af lommen. Der er således cirka 2,6 millioner borgere, der får sat penge ind på deres NemKonto, mens kun 1,3 millioner skal betale en restskat. Det samlede beløb, der udbetales i år, udgør 13 mia. kr., hvilket er næsten det samme som sidste år, hvor der blev udbetalt 13,9 mia.kr.

- Der vil være langt flere glade skatteydere end triste, når SKAT på mandag indsætter overskydende skat på folks NemKonti, siger Henrik Kähler.

Den gennemsnitlige udbetaling af overskydende skat er på 5000 kr., mens folks gennemsnitlige restskat er på 6.700 kr.

De nævnte tal er fortsat prognoser, da SKAT først har de endelige tal, når fristen for at ændre årsopgørelsen udløber den 1. maj. Der kan således ske store ændringer i perioden indtil 1. maj, som kan ændre på de samlede beløb for restskat og overskydende skat.

Overskydende skat indbetales på borgernes NemKonti mandag den 28. marts. Der vil dog kun blive indsat cirka 11 mia. kr. i første omgang, da omkring 2 mia. kr. vil blive overført til manuel behandling i SKATs Betalingscenter og eventuelt blive modregnet i gæld, som borgerne har til det offentlige.

Læs mere om årsopgørelsen 2010 på skat.dk.

Yderligere oplysninger:

Borgere tlf. 72 22 18 18, journalister tlf. 72 37 00 90