Dato for udgivelse
02 Dec 2010 13:39
Resumé

Som en del af Forårspakke 2.0. besluttede regeringen at indføre moms på salg af fast ejendom for alle, der driver økonomisk virksomhed. Privates salg af egen bolig er fortsat momsfrit.


Skatteministeriet offentliggør i dag en vejledning og en bekendtgørelse til entreprenører, rådgivere og advokater om moms på fast ejendom. I forbindelse med høringen om de nye regler er der opstået en del spørgsmål. Disse er nu er afklaret og indarbejdet i en ændring til momsbekendtgørelsen og en tilhørende vejledning.  

Loven gælder for nye bygninger og byggegrunde, der sælges fra den 1. januar 2011.

- Jeg beklager, at der er gået så lang tid, men vi har set på en lang række spørgsmål og misforståelser, som var vigtige at få afklaret, inden reglerne træder i kraft i det nye år, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Privates udstykning
Et af de forhold, som Skatteministeriet har rettet op på, er, at det nu fremgår klart, i hvilke tilfælde der skal betales moms, når private foretager udstykning af arealer, der har været en del af et grundareal til privatbeboelse.

Der skal således kun betales moms af salg af nye bygninger og byggegrunde, hvis der er tale om økonomisk virksomhed i momslovens forstand. Er man i tvivl, kan man altid bede om et bindende svar fra SKAT. 

Der er ikke moms på privates salg af egen bolig eller eget sommerhus.

Private kan også udstykke og sælge en grund, som hører til deres bolig, uden at skulle betale moms. Man må dog som udgangspunkt højst udstykke tre byggegrunde, der hver har et areal på op til 1.400 m2, hvis man skal undgå at betale moms af salget.

- Det er vigtigt at fastslå, at helt almindelige mennesker ikke skal spekulere på moms, men når vi når over i noget, som handler om økonomisk vinding og spekulation, så skal der selvfølgelig betales moms. Derfor hedder grænsen for momsfrit salg af udstykkede grunde tre grunde, forklarer Troels Lund Poulsen.

Som i resten af EU
Ændringerne i momsreglerne betyder, at Danmark nu får de samme regler, som gælder i resten af EU.

Der har været en del usikkerhed om, hvorvidt entreprenører, der påbegynder byggeriet inden 1. januar 2011, vil være undtaget fra reglerne.

I vejledningen fremgår det, at hvis man har påbegyndt støbning af fundament til det pågældende byggeri, så skal der ikke betales moms af den senere levering af det færdige byggeri efter 1. januar 2011. Reglerne er nu beskrevet sådan i vejledningen, at ingen bør være i tvivl om, at hvis byggeriet reelt er påbegyndt før lovens ikrafttræden, så skal der ikke betales moms, når ejendommen sælges.

 

Læs spørgsmål/svar om de nye regler.

Læs vejledningen om moms på salg af nye bygninger og byggegrunde.

Læs pressemeddelelsen fra den 12. oktober 2010: Ingen moms på salg af privates boliger.


Skatteministeren har underskrevet bekendtgørelsen om de nye momsregler for nye bygninger m.v. og byggegrunde. Bekendtgørelsen forventes offentliggjort i Lovtidende fredag den 10. december 2010. Bekendtgørelsen kan læses her (pdf).

Yderligere oplysninger:
Susanne Reinholdt på tlf.: 33 92 44 42 eller SKATs pressefunktion på tlf.: 72 37 09 00.