Dato for udgivelse
26 Nov 2010 13:30
Resumé

Efter et stigende antal anmeldelser tog SKAT og andre myndigheder i tirsdags på fairplay-kontrol på massageklinikker og bordeller. En kontrol, der desværre gav pote.


Flere thai-massageklinikker og bordeller fik sent tirsdag eftermiddag besøg af SKAT, politi, Udlændingeservice, Arbejdsdirektoratet samt et stort antal repræsentanter fra kommunerne i forbindelse med en uannonceret fairplay-aktion.

Formålet med fairplay-aktionen var at sikre, at der på thai-massageklinikkerne er opstillet kasseapparater, og at der ligger en ansættelseskontrakt på dem, der arbejder på klinikkerne. Samtidig kontrollerer vi i samarbejde med kommunerne, at kvinderne ikke modtager sociale ydelser eller dagpenge.

På bordellerne kontrollerede vi, at kvinderne er registreret for moms og skat, og også her skal vi sikre os, at de ikke samtidig modtager sociale ydelser eller dagpenge.

- SKAT i Nordsjælland modtager stadig flere anmeldelser af denne branche, og vi har vurderet, at denne branche også i Nordsjælland har behov for et besøg af SKAT - det er vigtigt, at vi sikrer os, at der er orden i sagerne, siger Peter Svane specialkonsulent i SKAT Fredensborg.

I flere af de besøgte thai-massageklinikker kunne SKAT konstatere, at der manglede kasseapparater. Disse virksomheder vil få tilsendt en vejledning i kasseapparater, og SKAT vil følge op med kontrol. Hvis virksomhederne ikke følger vejledningen fra SKAT, vil der blive udstedt bøder.

- Vi ser meget alvorligt på, at disse vejledningsinstrukser bliver overholdt, sådan at når vi efterfølgende kommer på besøg i virksomheden, så har vi mulighed for at konstatere om kassen stemmer og om der er orden i tingene, fortæller Peter Svane.

På bordellerne ser det ikke meget bedre ud. Her var der ikke orden i kasseregistreringerne og flere af de antrufne var ikke registreret for moms og skat.

- Det var desværre ikke særlig overraskende for os, at kun 1 ud af 23 besøgte adresser havde orden i kasseregistreringen og at 13 personer ikke var registreret for moms og skat. Vi har her fat i en branche som kræver, at vi vejleder i reglerne om "Indkomst ved prostitution" og at vi løbende kontrollerer, særligt hos de herboende prostituerede, pointerer Peter Svane, der tilføjer:

- Faktisk var det positivt at kunne konstatere at 32 ud af de 45 antrufne prostituerede kvinder inklusiv telefonpasserne var momsregistrerede.

SKAT vil efterfølgende følge op på sagerne for så vidt angår manglende kasseregistrering samt manglende registrering for moms og skat.

Statistikken over fairplay-aktionen, ser således ud:

Antal besøgte adresser:

  23

Heraf adresser med manglende kasseregistrering

  22

Antruffet prostituerede (inkl. telefonpassere) i alt:

  45

Heraf momsregistrerede eller ansatte:

  32

Heraf kvinder, som oplyste at det var første arbejdsdag:

   1

Heraf kvinder, der får udbetalt offentlige ydelser:

   6

Heraf kvinder med fast arbejde andet sted - mistanke om sort arbejde:

   4

Heraf udenlandske kvinder i alt:

  34

Heraf antal anholdte udlændinge:

   0

Heraf udlændinge, der oplyser, at de er selvstændige:

   0

Yderligere oplysninger: Peter Svane 72 37 59 41.