Dato for udgivelse
16 mar 2010 08:55
Resumé

Toldere i lufthavnen er ikke et særsyn, - men toldere, der deler badebolde, bolsjer og kuglepenne ud, er vist aldrig set før. Imidlertid er det netop det syn, der vil møde de rejsende i afgangshallen og ved gaten på udvalgte afgange i perioden 17. til 26. marts. De gavmilde toldere er en del af en ny oplysningskampagne, der sætter fokus på reglerne for blandt andet lægemidler, kopivarer, dyr og våben.


Det er rejsende til destinationer uden for EU, der kan få glæde af toldernes gavmildhed både, hvad angår uddeling af bolsjer og af viden om reglerne. De rejsende kan for eksempel få svar på spørgsmål om, hvor mange kontanter man må have med på rejsen, hvilke lægemidler, man skal undlade at tage med hjem og hvilke varer, man skal lade være med at købe på eksotiske markeder.

"Mange tror fejlagtigt, at alt hvad der sælges på turiststederne kan tages med hjem til Danmark, men sådan er det desværre ikke altid. Derfor er det vigtigt, at man selv sætter sig ind i reglerne, hvilket er nemt i disse tider, hvor de fleste har adgang til internettet - også på feriestedet. Reglerne står nemlig på skat.dk. Og ellers kan man jo passende benytte sig af chancen til hilse på tolderne, inden man tager af sted, hvis man rejser i perioden fra den den 17. til den 26. marts", siger Gitte Plambek, leder af smuglerikontrollen SKAT København.

Ikke blot tolderne, men også infofilm, plakater og foldere vil huske de rejsende på, at de skal tjekke reglerne.

"På den måde kan vi alle være med til at passe på vores samfund, og det vil vi rigtigt gerne i dialog med de rejsende om. Vi håber, at vi med kampagnen kan få de rejsende til at sætte sig ind i reglerne, så de ikke - uden at vide det - kommer hjem med noget ulovligt. Det er så ærgerligt at have købt en stor, flot konkylie eller en lækker taske, som man så må efterlade i lufthavnen, fordi den er ulovlig", udtaler Gitte Plambek.

Læs mere i pjecen her eller se SKATs infofilm.

Der er også vejledning at hente på SKATs rejseguide.

Yderligere oplysninger: Journalister 7237 0900; borgere 7222 1818.