Dato for udgivelse
20 maj 2009 09:54
Resumé
Bindende svar er ét af de områder, som Skatterådet arbejder med, og her spænder svarene vidt. Fastsættelse af satser og pålæg er andre områder. Årsberetningen for 2008 fokuserer på bredden i Skatterådets kompetence.

Årsberetningen har denne gang fokus på bredden af Skatterådets opgaver. Den beskriver de fleste af de konkrete områder, som Skatterådet har været omkring i 2008.

Skatterådets arbejde er koncentreret om nye og principielle problemer inden for skat, moms og afgifter, og dets primære opgave er at træffe afgørelse i sager om bindende svar.

- Langt hovedparten af de sager, som Skatterådet behandler, er anmodninger om bindende svar vedrørende den skatte- og afgiftsmæssige behandling af gennemførte eller påtænkte dispositioner, siger Skatterådets formand Lida Hulgaard, der uddyber:

- De fleste sager drejer sig om skat af forskellige former for indkomst. Vi har for eksempel set på beskatning af kontrakter om entreprise og arbejdsudleje og på beskatning af køberetter til fast ejendom og aktier. På moms- og afgiftssiden har vi set på moms på sundheds- og socialudgifter og på godtgørelse efter elafgiftsloven. Vi har desuden behandlet sager om ejendomsværdiskat på udenlandske ejendomme.

Skatterådet har dog også en række andre opgaver. Hvert år i november måned fastsætter Rådet satser for fradrag for befordring mellem hjem og arbejde og satser for befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel. Skatterådet kan også i visse tilfælde give pålæg. 

- Skatterådet har en særlig kompetence til at kræve, at erhvervsdrivende udleverer oplysninger til SKAT om mellemværender med unavngivne parter, I 2008 har vi for eksempel truffet beslutning om, at  sommerhus-udlejningsbureauer skulle udlevere oplysninger om udlejernes forhold, oplyser Lida Hulgaard.

To af Skatterådets medlemmer, revisor Hans Borch Christiansen og folketingsmedlem Frank Aaen, fortæller i Årsberetningen om deres arbejde i Skatterådet. Beretningen indeholder desuden forskellig statistik om Skatterådets sager og sagsbehandlingstiden for bindende svar.

Skatterådet består af 19 politisk udpegede medlemmer. Læs mere om Skatterådet her.

Læs årsberetningen her.

Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon 72 37 09 00