I dagens udgave af avisen 24 Timer fremgår det, at SKAT ikke længere sender årsopgørelsen ud på papir. Dette er ikke rigtigt. Årsopgørelsen udsendes fortsat på papir til alle skatteydere, med mindre de selv har valgt det fra. Ændringer til årsopgørelsen kan også forsat ske via papir.
- Indtil videre har kun 15.000 borgere valgt papirløsningen til at foretage ændringer - resten bruger nettet. Danskerne har dermed taget imod de digitale løsninger med kyshånd, udtaler vicedirektør i SKAT Richard Hanlov.
Selv om behovet for at selvangive er blevet mindre, fordi oplysningerne i stedet fremgår af årsopgørelsen, bliver tallene dog tjekket en ekstra gang på nettet.
- Vi oplever en massiv interesse fra folk, der gerne vil se tallene en ekstra gang i deres Skattemappe. Hele 6,5 mio. gange har en skatteyder i år tjekket sin årsopgørelse på nettet, og jeg kan forsikre om, at der fortsat er stor trafik på vores hjemmeside, siger Richard Hanlov.
- Den fortrykte årsopgørelse er en betydelig serviceforbedring over for skatteyderne, der rent faktisk sikrer, at danskerne ikke snydes for fradrag. Vi arbejder derfor målrettet på at kunne få endnu flere oplysninger fortrykt på årsopgørelsen i de kommende år, så det sikres, at danskerne betaler den korrekte skat - hverken mere eller mindre, pointerer Richard Hanlov.
Behovet for, at borgerne selv skal angive over for skattevæsenet er over årene reduceret kraftigt i takt med, at oplysningerne indberettes automatisk fra eksempelvis arbejdsgivere, pengeinstitutter, og realkreditinstitutter til SKAT. Og der kommer hele tiden flere nye til. Som noget nyt er der blandt andet på årsopgørelsen for 2008 fortrykt oplysning om gaver, som borgere har doneret til almennyttige foreninger. I stedet for at borgerne selv skal huske at selvangive en gave, der er givet i 2008, fremgår gavebeløbet nu direkte på årsopgørelsen. Denne ordning har betydet, at danskerne har fået fradrag for gaver på samlet 650 mio. kr., hvilket er en stigning på over 20 procent i forhold til sidste år, hvor borgerne selv skulle huske det.
- Dette er helt givet et udtryk for, at vi har hjulpet en række borgere til et større fradrag, som de også er berettiget til, så tingene går begge veje, og det er det hele konceptet bygger på. Det handler i høj grad om retssikkerhed, fortæller Richard Hanlov.
Der er stor interesse fra udlandet omkring de danske løsninger på skattesiden, og SKAT bruger mange kræfter på at servicere henvendelser fra andre lande.
- Vi har et af verdens absolut mest attraktive skattesystemer, og det har både landene omkring os og lande fra fjernere himmelstrøg fået øjnene op for. Vi har et system i dag, hvor 8 ud 10 intet skal foretage sig i forhold til skatten - og det er unikt på verdensplan. Der er derfor god grund til, at flere lande står i kø for at kopiere den danske model, fortæller vicedirektør Richard Hanlov.
Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere og virksomheder: 72 22 18 18.