Dato for udgivelse | 12 Feb 2009 10:05 |
Resumé | SKAT har i 2008 tilbageholdt varemærkeforfalskede og piratkopierede varer til en værdi af ca. 125 mio. kr. Dette er en stigning på 41 mio. kr. i forhold til året før. |
I 2008 har SKAT haft 719 sager med varemærkeforfalskede og piratkopierede varer svarende til en værdi af ca. 125 mio. kr. I alt blev der tilbageholdt ca. 9 mio. kopivarer på de danske grænser i 2008.
- De kopivarer vi finder, er alle slags varer. Det er ikke kun designer-tøj, men alt lige fra sodavand til elektronik, legetøj, blanke DVD'er og cigaretter, forklarer Trine Dancygier, der er leder af SKATs Task Force Varemærkeforfalskning ved SKAT København.
SKATs Task Force har i 2008 tilbageholdt 22.000 piller falsk medicin. En del af den falske medicin blev tilbageholdt under en fælles EU-aktion - Operation MEDI-FAKE - som løb af stablen i efteråret 2008.
- Der er ingen tvivl om at falsk medicin er et stort problem. Og desværre er de færreste klar over at falsk medicin kan være yderst sundhedsskadelig. Selvom pillerne ligner dem man henter på apoteket, så kan man ikke være sikker på hvad der er i. Der er set eksempler på piller, der er farvet med vej-maling, der indeholdt store mængder bly, fortæller Trine Dancygier.
I den daglige indsats mod varemærkeforfalskede og piratkopierede varer samarbejder SKAT med både danske og udenlandske myndigheder samt de virksomheder, der får kopieret deres varer. Herudover har SKAT medvirket ved oprettelsen af hjemmesiden stoppiraterne.dk, som tilbyder information til borgere, virksomheder og rådgivere om piratkopiering.
- Vi er meget opmærksomme på de problemer, som kopivarer medfører for både virksomheder og borgere. Derfor har SKATs indsats mod kopivarer høj prioritet i det daglige arbejde, forklarer Trine Dancygier om årets resultater.
Til sammenligning havde SKAT i 2007 346 sager med kopivarer til en værdi af ca. 84 mio. kr.
Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere og virksomheder: 72 22 18 18