Dato for udgivelse
09 okt 2008 11:09
Resumé

SKAT har kontaktet 2.300 borger med udenlandsk indtægt og har mindet dem om, at indtægterne skal selvangives i Danmark. Kampagnen har resulteret i forhøjelser på 146 mio. kr.


Danmark modtager hvert år en lang række oplysninger om danskere, der har haft indkomst fra udlandet fra udenlandske skattemyndigheder. Det drejer sig bl.a. om løn, pensioner, renter og udbytter af aktier. Mange glemmer, at indtægter fra udlandet skal selvangives i Danmark selvom der er betalt skat i udlandet.

- Vi har sendt en orientering om skattereglerne sammen med de oplysninger om indkomst fra udlandet, som vi har. En del har så henvendt sig til os og bekræftet vores oplysninger. Resten har vi kontrolleret. Samlet set har vores indsats medført forhøjelser på 146 mio. kr. for cirka 2.300 personer, fortæller projektleder Lars Justsen fra SKAT.

SKAT modtager først oplysningerne fra udlandet, når selvangivelsen er indsendt. Det er derfor ikke muligt at sende oplysningerne så tidligt, at man kan bruge dem ved udfyldelsen af selvangivelsen.

- Formålet med vores indsats har været at gøre opmærksom på, at udenlandsk indkomst også skal selvangives i Danmark. Resultatet skal gerne være, at man næste år husker selv at selvangive i stedet for at afvente, at man får brev fra os, forklarer Lars Justsen.

Indkomster fra udlandet kan beskattes i Danmark, selv om der er betalt skat i udlandet. Det sker fordi Danmark beskatter al indkomst uanset hvor i verden den stammer fra. For at undgå, at samme beløb beskattes to gange, kan der ved skatteberegningen indrømmes lempelse for eksempelvis den i udlandet betalte skat.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, borgere: 72 22 18 18