I momslovens kapitel 19, §§ 74-76 og opkrævningslovens § 5, er der fastsat regler vedrørende moms for SKATs kontrolvirksomhed, krav til virksomheder og andre om at yde myndighederne den fornødne bistand i forbindelse hermed. Disse regler skal ses i sammenhæng med loven om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven), der trådte i kraft pr. 1. januar 2005 og omfatter al offentlig forvaltning.
For SKATs vedkommende har retssikkerhedsloven konsekvenser for kontrolarbejdet, idet SKATs udgående kontrol er omfattet af loven, hvorefter der som hovedregel skal ske skriftlig underretning af den part, som kontrollen (tvangsindgrebet) er rettet mod. Loven indebærer endvidere, at parten har ret til at fremkomme med indsigelser mod beslutningen om tvangsindgrebet, og at SKAT har pligt til at realitetsbehandle eventuelle indsigelser og - i givet fald - skriftligt at begrunde, hvorfor indsigelsen ikke ændrer SKATs beslutning og gennemførelse af kontrol.
Retssikkerhedsloven betyder overordnet set hverken en indskrænkning i eller en udvidelse af de berørte myndigheders beføjelser til at foretage udgående kontrol (tvangsindgreb), men fastsætter primært nogle formelle regler for myndighedernes adfærd i forbindelse med beslutningen om og gennemførelsen af et tvangsindgreb mv., herunder hvordan en myndighed skal forholde sig, når den før eller under et tvangsindgreb bliver opmærksom på strafbare forhold og ved myndighedens anvendelse af oplysningspligter ved mistanke om strafbare forhold (forbud mod selvinkriminering).
Om de nærmere retningslinier om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter henvises til afsnit Q i vejledningen om processuelle regler på SKATs område (procesvejledningen), hvor retningslinierne er udførligt beskrevet.
Der henvises i øvrigt til Justitsministeriet vejledning til loven af 22.december 2004 (www.retsinfo.dk).
Nedenfor er der endvidere som pkt. T.5 indsat et afsnit om internationalt kontrolsamarbejde.
SKATs kontrolvirksomhed er bl.a. at sikre, at moms angives, afregnes og opkræves korrekt.