A.B.1.7.1.1 Befordringsgodtgørelse

Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.B.1.7.1.1 Befordringsgodtgørelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.


	Godtgørelse for erhvervsmæssige befordringsudgifter - LL § 9 B►Skattefri befordringsgodtgørelse udbetales med en af Ligningsrådet fastsat km-sats til dækning af udgifter, som lønmodtageren har afholdt til erhvervsmæssig kørsel, dvs. kørsel omfattet af LL § 9 B, når denne kørsel sker i lønmodtagerens egen bil eller på dennes motorcykel. Som egen bil anses også ægtefællens bil eller en samlevers bil, når de samlevende har fælles økonomi. Om egen bil i relation til dele-bil-ordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer, se TfS 2000, 1020. Se nærmere om erhvervsmæssig kørsel omfattet af LL § 9 B i A.F.3.2. Befordringsgodtgørelse kan kun udbetales skattefrit, hvis de af Ligningsrådet fastsatte betingelser herfor er opfyldt. Befordringsgodtgørelse kan ikke udbetales, når der benyttes offentlige transportmidler, knallert 45, almindelig knallert eller cykel. Ligningsrådet har dog for 2001 fastsat en befordringsgodtgørelsessats for benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert, jf. TSS-cirk. 2000-39, pkt. 2.1. Udgifter der dækkes af befordringsgodtgørelse◄Befordringsgodtgørelse skal dække de udokumenterede, ordinære erhvervsmæssige driftsudgifter til en bil, som f.eks. benzin, vedligeholdelse, vægtafgift, afskrivning, finansieringsomkostninger og forsikring, jf. TfS 2000, 851. Der kan udbetales befordringsgodtgørelse for kørsel i udlandet efter de samme regler, som gælder ved kørsel i Danmark. Befordringsgodtgørelse skal ikke dække parkeringsudgifter, eller motorvejs- eller broafgifter. Disse udgifter kan ikke anses for lønmodtagerens ordinære driftsudgifter vedrørende bilen, men derimod som arbejdsgiverens udgift ved erhvervsmæssig kørsel. Arbejdsgiveren kan derfor dække udgiften som udlæg efter regning - herunder ved fri parkering/passage. Se om broafgift i TfS 2000, 851. Om parkeringsudgifter, se sidst i afsnit A.B.1.9.14. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.1. ►Fri bil og fri transport◄Det er således en forudsætning for at modtage skattefri godtgørelser, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter. Dette medfører bl.a., at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren, f.eks. i form af fri bil til rådighed eller fri transport på den pågældende strækning. Tilsvarende gælder, at en skattepligtig, som anvender firmabil, der betales af én arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver. En undtagelse herfra er dog de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, som har stillet firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for den kørsel, der sker for den arbejdsgiver, som ikke har stillet bilen til rådighed, jf. TSS-cirk. 1999-44, pkt. 2.3 og 2000-11, pkt. 3.3. En skattepligtig kan ikke modtage skattefri godtgørelse for samme kørsel fra to arbejdsgivere. En deltidsansat fodboldspiller havde fået stillet fri bil til rådighed. Bilen blev tillige anvendt til erhvervsmæssig kørsel i skatteyderens andet lønmodtagerjob, for hvilken kørsel han modtog kørselsgodtgørelse. Da skatteyderen ikke var ejer af den pågældende bil eller havde foretaget en fuldstændig betaling til arbejdsgiveren, som havde stillet den fri bil til rådighed, for den private kørsel, fandt Landsskatteretten ikke, at skatteyderen havde opfyldt betingelserne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, jf. TfS 1997, 658. ►Kørsel til indtægtsgivende arbejdssted◄Det er endvidere en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at der er tale om befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted. Se TfS 2000, 166 om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse til pengeinstitutelever. Se også TfS 2000, 58, HRD, hvor en skattefri kørselsgodtgørelse, der var blevet udbetalt til en hovedanpartshaver, blev anset for skattepligtig, idet hovedaktionæren ikke kunne anses for lønmodtager i sit selskab. Ligningsrådets satser og reglerSkattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales efter Ligningsrådets satser, og kun hvis de betingelser, som Ligningsrådet har fastsat, er opfyldt. For 2000 fremgår Ligningsrådets satser og regler af TSS-cirk. 1999-44 og 2000-11, jf. TfS 2000, 49 og 315. Efter disse cirkulærer kan skattefri befordringsgodtgørelse i ►2000◄ ikke overstige følgende beløb: ►For perioden 1. januar - 19. marts 2000: ◄ Kørsel ►til og med 20.000◄ km årligt:.... ►2,56◄ kr. pr. km Kørsel udover ►20.000◄ km årligt:... ►1,44◄ kr. pr. km ►For perioden 20. marts - 31. december 2000: Kørsel til og med 20.000 km årligt:.... 2,66 kr. pr. km Kørsel udover 20.000 km årligt:.... 1,54 kr. pr. km ◄ For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil. ►20.000 km-grænsen◄Ved opgørelsen af den samlede årlige kørsel i arbejdsgiverens tjeneste skal der ikke tages hensyn til lønmodtagerens evt. kørsel for en anden arbejdsgiver. ►20.000◄ km-grænsen gælder kun for den enkelte arbejdsgiver, idet man ikke finder at kunne pålægge arbejdsgivere at føre kontrol med hinanden. Se således TfS 1996, 300, hvor en skatteyder påstod fradrag for indkomståret 1991 efter den høje sats ud over den dagældende grænse på 12.000 km og henviste til, at han havde to arbejdsgivere. ØL fandt, at der kun kunne foretages fradrag med den høje sats indtil 12.000 km. HR stadfæstede dommen og bemærkede, at det dagældende TSS-cirk. 1990-48 måtte forstås således, at fradrag med den høje km-sats alene kunne ske for kørsel indtil 12.000 km, uanset om skatteyderen havde flere arbejdsgivere. Reglen om 12.000 km for hver arbejdsgiver var alene begrundet i, at man ikke ville pålægge den enkelte arbejdsgiver at føre kontrol med andre arbejdsgiveres udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, jf. TfS 1997, 196. ►Godtgørelse for den faktiske kørsel◄Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, at godtgørelse udbetales for det faktiske antal kørte km. Derfor er det en betingelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte km.►Se nærmere herom i A.B.1.7.1. Er betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse opfyldt, jf. LL § 9 B - herunder 60-dages-reglen, kan skattefri godtgørelse udbetales, såfremt strækningen mellem hjem og arbejde er større end eller lig med det antal km, for hvilket der udbetales godtgørelse, jf. følgende eksempel: Afstanden mellem lønmodtagerens sædvanlige bopæl og en konkret arbejdsplads er 100 km, og afstanden mellem arbejdsgiverens adresse og den konkrete arbejdsplads er 30 km. Arbejdsgiveren yder alene godtgørelse for en strækning svarende til de nævnte 30 km. For de resterende 70 km kan lønmodtageren tage fradrag efter LL § 9 C. Fradraget skal følge reglerne om, at alene befordring ud over 24 km pr. dag kan fradrages. ◄ Faste - f.eks. månedlige eller årlige - beløb, der udbetales uafhængig af det faktiske antal kørte kilometer, ►eller beløb, der skal dække uden for særlige afstandszoner◄, kan ikke udbetales som skattefri godtgørelse. ►Se A.B.1.7.1 og bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 2, jf. LL § 9, stk. 5, 4. pkt.◄ En skatteyder blev forhøjet med en andel af en modtagen, skattefri kørselsgodtgørelse. Skatteyderen havde ikke ført regnskab med den erhvervsmæssige kørsel, jf. TfS 1998,592 HD. Se også TfS 1998,779 ØLD, hvor arbejdsgiveren ikke havde ført kontrol med antallet af kørte km, ligesom der ikke forelå kørselsregnskab m.v. ►Se endvidere TfS 2000, 58, HRD, hvor en kørselsgodtgørelse ikke blev anset for udbetalt til dækning af udgifter, der var påført som følge af arbejdet. Kørselsgodtgørelsen var derfor skattepligtig. ◄En befordringsgodtgørelse, som blev ácontoudbetalt med lige store månedlige beløb, blev anset for skattepligtig, idet der ikke var sket justeringer af kørselsbehovet i løbet af året, ligesom der ikke var sket reguleringer af for meget udbetalt kørselsgodtgørelse i årets løb, se TfS 1999, 928. ►Er befordringsgodtgørelse udbetalt skattefrit, uden at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, skal godtgørelsen indtægtsføres som personlig indkomst, og den skattepligtige kan foretage fradrag for befordring efter LL § 9 C i den skattepligtige indkomst, jf. A.B.1.7.1. ◄ En arbejdsgiver kan ikke dække en lønmodtagers udgifter til erhvervsmæssig kørsel i egen bil - dvs. udgifter til benzin, forsikring mv. - skattefrit som udlæg efter regning, herunder ved direkte betaling heraf, ►da der ikke foreligger eksterne udgiftsbilag for den erhvervsmæssige del af udgifterne◄. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.2. ►Bestyrelsesmedlemmer og lign.◄Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer og lignende, jf. LL § 9 B, stk. 4. Se nærmere herom i A.B.1.7.1. Selvstændigt erhvervsdrivendeSelvstændigt erhvervsdrivende, som benytter virksomhedsordningen, kan også anvende reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse, hvis bilen holdes uden for virksomheden. Godtgørelser, der betales til den erhvervsdrivende, fragår i virksomhedens resultat, men beskattes ikke hos den pågældende. Se E.G.1.2.2. Om lønmodtageres fradrag for erhvervsmæssig befordring, se A.B.1.7.1 og A.F.3.3.