åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "N.3. Forældelse af borgernes tilbagesøgningskrav" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
I det omfang der eksisterer særlige fristregler for borgernes/virksomhedernes adgang til tilbagesøgning af tidligere betalte skatte-, told- og afgiftskrav, har de formueretlige forældelsesregler alene sekundær betydning. Sådanne særlige fristregler findes fx på toldområdet og for foretagelse af skatteansættelser, jf. afsnit G. Det skal dog bemærkes, at hjemmelen i SSL § 35 til at nedsætte skatteansættelser efter udløbet af 3-årsfristen i SSL § 34, stk. 2, forudsætter, at det afledede krav på tilbagesøgning af skat ikke er forældet efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder dog ikke nedsættelse begrundet i reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7.
5-årig eller 20-årig forældelse En borgers/virksomheds krav på tilbagesøgning af tidligere betalt skat eller afgift vil som altovervejende hovedregel være en følge af, at beløbet har været betalt under den urigtige forudsætning, at der var pligt til at betale beløbet. Under sådanne omstændigheder vil tilbagesøgningskravet være omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Som eksempel herpå kan nævnes dommen TfS 2000, 606 VLD, hvor et krav på tilbagebetaling af realrenteafgift blev anset for omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6. Som en enkeltstående undtagelse herfra kan alene nævnes dommen UfR 1982, 1047 ØLD, hvor et holdingselskabs krav på tilbagesøgning af udbytteskat, der var indeholdt i datterselskabet, blev anset for omfattet af den 20-årige forældelsesfrist, fordi udbytteskatten ved en forglemmelse ikke var godskrevet i holdingselskabets skat, og derfor ikke betalt i urigtig formening om skyld.
Hvis udbytteskatten på sædvanlig måde var blevet modregnet i holdingselskabets årsopgørelse, ville tilbagesøgningskravet utvivlsomt være blevet anset for omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist. I sagen UfR 1981, 349 ØLD havde arbejdsgiveren krævet tilbagebetaling af A-skat, idet det blev gjort gældende, at der ikke var tale om A-indkomst. Arbejdsgiveren fik medhold heri. A-skatten var derfor indeholdt og indbetalt på et urigtigt grundlag, hvorfor arbejdsgiverens tilbagesøgningskrav var omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist.
Når en borgers/virksomheds tilbagesøgningskrav er omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist, løber fristen fra forfaldstidspunktet, som er det tidspunkt, hvor beløbet tidligere er betalt til myndighederne.
Afbrydelse Som nærmere beskrevet under N.2.1.4 kan 1908-lovens 5-årsfrist afbrydes efter lovens § 2 ved myndighedernes erkendelse af tilbagesøgningskravet eller ved foretagelse af retslige skridt mod myndighederne. Indgivelse af klage eller anmodning til en administrativ myndighed om genoptagelse af en tidligere afgørelse eller tilbagebetaling af et tidligere betalt beløb er ikke et retsligt skridt. Myndighederne bør derfor i disse situationer vejlede borgeren/virksomheden herom, samt om at en afbrydelse af 1908-lovens frist alene kan ske ved udtagelse af stævning. Det skal dog tilføjes, at selv om indgivelse af klage ikke har afbrydende virkning vedrørende den formueretlige forældelsesfrist, vil nævnte frist ikke løbe i det tidsrum, hvor myndigheden behandler klagen, jf. TfS 2000, 606 VLD, hvor det er forudsat, at tilbagebetalingskravet ikke ville være forældet, hvis det kunne lægges til grund, at der foregik en ikke-afsluttet klagebehandling. Der vil normalt ikke være tale om en tilsvarende berostillelse af en forældelsesfrist, så længe en myndighed behandler en anmodning om genoptagelse/tilbagebetaling, medmindre der findes særskilte regler om frister for genoptagelse som fx i SSL §§ 34 og 35, jf. afsnit G.
Suspension Som nærmere beskrevet under N.2.1.3 kan 1908-lovens frist endvidere være suspenderet, hvis borgeren/virksomheden har været i utilregnelig uvidenhed om tilbagesøgningskravet. Som det ligeledes fremgår af beskrivelsen under N.2.1.3 vil retlig vildfarelse normalt ikke suspendere 1908-lovens frist for så vidt angår myndighedernes krav mod borgerne/virksomhederne. Det tilsvarende vil normalt gælde for borgernes/virksomhedernes tilbagesøgningskrav mod myndighederne. Uden for Skatteministeriets område kan især henvises til dommen TfS 2000, 583 HD, hvor Højesteret fastslog, at retlig uvidenhed om, at der ikke var grundlag for opkrævning af såkaldte promillegebyrer ved anmeldelse af selskaber, ikke suspenderede 1908-lovens frist vedrørende kravet på tilbagesøgning af promillegebyrer. På Skatteministeriets område kan henvises til TfS 2000, 744 HD, hvor kravet om tilbagebetaling af skat som følge af en ændret skattemæssig behandling af ambi var forældet, fordi fristen ikke blev anset for suspenderet. Endvidere kan henvises til TfS 2000, 606 VLD, hvor Told- og Skattestyrelsen ændrede sin hidtidige retlige vurdering af realrenteafgiftspligten. Den skattepligtige fik ikke medhold i, at 1908-lovens frist havde været suspenderet for tilbagebetaling af tidligere betalt realrenteafgift. I overensstemmelse hermed gælder, at hvis myndighedernes hidtidige praksis underkendes ved Landsskatteretten eller domstolene, vil 1908-lovens frist ikke være suspenderet for andre med tilsvarende sager, jf UfR 1927, 585 HD og UfR 1936, 763 VLD. Forældelsesfristen for sådanne tilbagesøgningskrav vil derfor på sædvanlig måde løbe fra det tidspunkt, hvor beløbet er indbetalt til myndighederne, medmindre Told- og Skattestyrelsen af procesbesparende hensyn udsender en meddelelse om, at forældelsesfristen vedrørende tilbagesøgningskravet indtil videre sættes i stå, jf. eksempelvis TfS 2000, 581 TSS om moms af bowlingbaner. Vedrørende genoptagelse af skatteansættelser som følge af underkendelse af myndighedernes hidtidige praksis gælder dog særligt, at der efter reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7, kan ske tilbagebetaling af skat fra og med det første indkomstår, der har været til prøvelse i den underkendende afgørelse, uanset formueretlig forældelse.
Særligt retsgrundlag Endelig bemærkes, at borgerens/virksomhedernes tilbagesøgningskrav vil være omfattet af den 20-årige forældelsefrist, hvis der er etableret et særligt retsgrundlag, jf. nærmere under N.2.2. 
Særligt for told Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om adgangen til at opnå toldgodtgørelse indenfor den særlige 3-årsfrist. Adgangen til toldgodtgørelse omfatter godtgørelse for tolden og for heraf afledt moms og evt. punktafgift, jf. Toldkodeksens art. 236 og toldlovens § 31. For godtgørelse gælder, at en forlængelse af fristen kun kan ske, hvis indgivelse af en anmodning om godtgørelse har været forhindret på grund af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. Toldkodeksens art. 236.