Afgift af svovl fremgår af lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 som ændret ved lov nr. 380 og 390 af 2. juni 1999, ►165 af 15. marts 2000, 1029 af 22. november 2000 og 1297 af 20. december 2000.

Afgiften blev indført ved lov nr. 421 af 14. juni 1995, der trådte i kraft den 1. januar 1996 og har til formål at begrænse udledningen af svovl (svovldioxid) til luften.

Afgiften pålægges svovlindholdet i svovlholdige brændsler og drivmidler og omfatter både fossile brændsler (mineralolieprodukter, kul og naturgas) og andre svovlholdige brændsler som træ, halm og affald.

Der skal som hovedregel også betales energiafgift og CO2-afgift af de energiprodukter, hvoraf der skal betales svovlafgift. Der henvises til kapitlerne om de enkelte energiafgifter og CO2-afgift, se del F.

Der findes endvidere en bekendtgørelse om måling af svovl, jf. Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995.