Reglerne for den skattemæssige behandling af aktier ved fraflytning fremgår af ABL § 13 a.
Det bemærkes, at ABL § 13 a senest er ændret ved lov nr. 166 af 24. marts 1999. Lovændringen har virkning fra og med indkomståret 2000.
Hensigten med ABL § 13 a er at modvirke skatteflugt. Der skal ved skattepligtsophør i forbindelse med fraflytning ske beskatning af den urealiserede fortjeneste, der er optjent på visse aktier indtil tidspunktet for fraflytningen. Det samme gælder ved flytning af skattemæssigt hjemsted til andet land i medfør af en DBO.
Formålet er at beskatte fortjeneste, der er optjent her i landet. Derfor forudsætter skattepligten tilknytning her til landet af en vis varighed. Se nærmere afsnit S.G.18.3.
Skattepligtige avancer efter ABL § 13 a, behandles på samme måde som hvis aktierne blev afstået på tidspunktet for fraflytningen.