Den anden betingelse for etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed er, at der er tale om en virksomhed, hvor kontohaveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang, jf. ETBL § 5, stk. 2, sidste pkt. Om afgrænsningen af selvstændige erhvervsdrivende overfor lønmodtagere henvises til E.A.4.
Arbejdskravet skal være opfyldt af alle de ejere af en fælles virksomhed, der ønsker at anse sig for etableret. Det er ikke tilstrækkeligt, at nogle af ejerne deltager i virksomheden i væsentligt omfang. På den anden side er det ikke til hinder for anvendelse af etableringskontomidler for en af ejerne, at andre ejere, der ikke ønsker at anvende etableringskontomidler, ikke opfylder kravet til personlig arbejdsindsats.   
Det er tilstrækkeligt, at kontohaveren, dennes ægtefælle eller begge ægtefæller i forening opfylder arbejdskravet, jf. Skat 1987.10.726, (TfS 1987, 502). ►Det er en betingelse for anvendelse af etableringskontomidler i ægtefællens erhvervsvirksomhed, at ægtefællerne er gift i etableringsåret og det efterfølgende år, se TFS 2000, 693 LSR.◄ I TfS 1999, 426 fandt Vestre Landsret, at den etablerede galleri- og ateliervirksomhed havde et så beskedent omfang, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Endvidere fandtes sagsøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han eller hans ægtefælle havde opfyldt arbejdskravet i etableringskontolovens § 5, stk. 2. Ved afgørelsen af, om en arbejdsindsats kan anses som ikke uvæsentlig, skal en arbejdsindsats på mindst 50 timer månedligt anvendes som en vejledende norm. Kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats gælder også ved anskaffelse af fast ejendom. Det afgørende er arbejdsindsatsen i den virksomhed, den faste ejendom eller formuegodet i øvrigt benyttes i, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.9.478, (TfS 1991, 213).  Anskaffelse af en udlejningsejendom vil normalt være en så passiv form for virksomhed, at kontohaveren, selv om han administrerer ejendommen, ikke opfylder kravet til personlig arbejdsindsats. Se f.eks. Skat 1989.8.611, (TfS 1989, 469), hvor udlejning af tre sommerhuse ikke opfyldte arbejdskravet.   
Kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats kan være opfyldt, uanset at der er tale om en sæsonbetonet virksomhed. I en sæsonbetonet virksomhed, der kun er i drift f.eks. 3 måneder om året, vil kontohaveren eller dennes ægtefælle opfylde kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats, såfremt der ydes en arbejdsindsats på mindst 50 timer månedligt i de 3 måneder, sæsonen varer, i alt 150 timer, I TfS 1996, 302, fandt Vestre Landsret ikke, at udlejning af campingvogne opfyldte arbejdstidskravet i udlejningssæsonen, hvorfor der med rette var sket efterbeskatning af hævede etableringskontoindskud.   
Kravet om en personlig arbejdsindsats gælder for det indkomstår, hvor indskud anvendes til forlods afskrivning, og for det følgende indkomstår.   
Ved uarbejdsdygtighed som følge af alvorlig sygdom eller invaliditet, der indtræffer efter at midlerne er hævet og anvendt til forlods afskrivning, bortfalder arbejdskravet for resten af perioden. Hvis en virksomhed drives af ægtefællerne i forening, bortfalder kravet, hvis blot en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. Kravet bortfalder tilsvarende ved den skattepligtiges eller dennes ægtefælles død eller konkurs samt ved virksomhedsophør.