Renteudgifter er ifølge rentedefinitionen vederlag for gæld. Gældsforholdet skal indeholde en retlig bindende forpligtelse, såvel til at betale en gæld, som til at forrente denne, jf. lsr. 1939.73, 1955.76, TfS 1995, 542 og ►TfS 2000, 542 H, hvor Højesteret fastslog, at en aftale om betaling af en løbende ydelse som betaling for anparter ikke kunne anderkendes som et led i en gensidigt bebyrdende aftale jf. LL § 12, stk. 8, jf, stk. 1. I konsekvens heraf påstod sagsøger fradrag som renteudgift for en del af ydelsen, hvilket Højesteret afslog, da der ikke på forhånd var indgået en aftale om betaling af renter◄. I fiktive låneforhold vil der ikke kunne foretages fradrag for en beregnet rente. Se herom afsnit A.E.1.4.4.