Dokumentets dato
20 Dec 1999
Dato for offentliggørelse
20. december 1999
Cirkulærets nummer
1999-39
Ansvarlig fagkontor
Selskabsbeskatningsafdelingen; Aktionær og udbyttebeskatning
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C19990020309-regl

1. Efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, opgøres gevinst og tab på gæld, der skal medregnes i den skattepligtige indkomst efter kursgevinstlovens §§ 6, 19 eller 20, som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.
 
2. Skatteministeriet offentliggjorde i TfS 1998, 581 en praksisændring, hvorefter debitor ved fastsættelse af gældens værdi til brug for opgørelsen af gevinst og tab kan medregne låne- og handelsomkostninger i anskaffelsessummen/indfrielsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4. Dog kan der ikke medtages omkostninger, for hvilke der er fradragsret efter andre bestemmelser.
 
Praksisændringen har virkning for indfrielse/frigørelse af gæld, der sker den 1. januar 1998 eller senere.
 
Om den indtil da gældende praksis anførte Skatteministeriet, at låneomkostninger i forbindelse med påtagelse, frigørelse eller indfrielse af gæld ikke kunne medregnes ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld efter kursgevinstloven. Tilsvarende gjaldt handelsomkostninger. I forhold til obligationsbaserede lån kunne kurtage dog medregnes ved opgørelsen af gevinst og tab på obligationerne.
 
3. Skatteministeriet har den 15. juli 1999 indgået forlig i en sag, der af en skatteyder var indbragt for Vestre Landsret, jf. TfS 1999, 709.
 
Sagen vedrørte et selskab, der i 1991 havde optaget en række obligationslån, som blev indfriet i skatteåret 1994/95 i forbindelse med en låneomlægning. Selskabet havde ved opgørelsen af kursgevinster og -tab efter kursgevinstloven fradraget handels- og låneomkostninger, som var afholdt i forbindelse med låneoptagelsen og indfrielsen af lånene. Skattemyndighederne fandt, at låneomkostninger i form af gebyrer og stiftelsesprovisioner ikke kunne fratrækkes, mens kurtage kunne medregnes ved den samlede avanceopgørelse i form af en forhøjelse af anskaffelsessummen for de underliggende obligationer. Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen. Efter at selskabet havde anlagt sag ved landsretten, indgik selskabet og Skatteministeriet forlig, således at selskabet ved opgørelsen af skattepligtige kursgevinster i forbindelse med låneomlægningen kunne fratrække de stiftelsesprovisioner og gebyrer, som var afholdt i forbindelse med låneomlægningerne.
 
4. Det er således nu Skatteministeriets opfattelse, at også forud for 1. januar 1998 kunne handels- og låneomkostninger i forbindelse med stiftelse og indfrielse af en gæld tillægges henholdsvis anskaffelses- og indfrielsessummerne ved opgørelse af gevinst og tab efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4. Dette gælder dog kun i det omfang, der ikke har været fradragsret efter andre bestemmelser.
 
5. I henhold til skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår.
 
Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 5.
 
6. Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er overskredet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse. Det vil i det pågældende tilfælde sige for indfrielse af gæld foretaget i indkomståret 1993 eller senere indkomstår, hvor genoptagelse ikke kan ske efter punkt 5.
 
Ekstraordinær genoptagelse kan dog kun ske, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000 kr. for det enkelte indkomstår, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.
 
Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, det vil sige inden rimelig tid efter, at forholdet der begrunder genoptagelse er kommet til kundskab. Om forståelsen heraf henvises til cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999, punkt 4.3.
 
7. Anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 5-6 skal indgives til den skatteansættende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 4.
 
8. Cirkulæret vil blive indarbejdet i ligningsvejledningen for 1999, hvorfor det bortfalder den 1. marts 2000.
 
 
 
Frantz Howitz
 
/ Jørgen Egelund