| Gæld til det offentlige
I henhold til INDOG § 13, stk. 1, kan RIM eftergive "gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af RIM, jf. § 1, stk. 1, efter reglerne i denne lov".
Bestemmelserne om eftergivelse er i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige udvidet til at omfatte al gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at formålet med at skabe mulighed for eftergivelse af alle gældstyper er at sikre, at skyldner kan få en samlet ordning for al gæld til det offentlige. Hvis der er særlige fordringstyper, som ikke kan omfattes af en eftergivelsesordning, kan formålet med eftergivelsen forspildes, idet skyldner trods eftergivelse af en del af gælden fortsat vil være i en økonomisk trængt situation. De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighed ikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.
Med udvidelsen af reglerne er fordringstyper, der ikke tidligere var hjemmel til eftergivelse blevet omfattet af reglerne. Det gælder således f.eks. gæld vedrørende afsoningsomkostninger, sagsomkostninger i straffesager og civilretlige krav f.eks. erstatninger for hærværk samt tvangsbøder.
Afsoningsomkostninger og sagsomkostninger
Særligt for så vidt angår afsoningsomkostninger og sagsomkostninger i straffesager har skatteministeren i svaret på spm. 4 og 15 SAU alm. del vedrørende lovforslag L 20 om inddrivelse af gæld til det offentlige udtalt, at afsoningsomkostninger og sagsomkostninger i straffesager inddrives efter samme regler som hidtil. Med forslaget til lov om eftergivelse af gæld til det offentlige etableres der mulighed for, at afsoningsomkostninger og sagsomkostninger kan eftergives efter forslagets § 13. I disse regler er der visse begrænsninger for eftergivelse, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Der er dog ikke tale om at strafbare forhold fuldstændig udelukker skyldneren fra at få eftergivelse. Er gælden eller størstedelen af gælden eksempelvis opstået i forbindelse med et strafbart forhold, vil præventionshensyn såvel som hensyn til retsfølelsen som regel føre til, at der gives afslag på eftergivelse. Det er dog ikke udelukket at eftergive gælden, selv om en væsentlig del af gælden er opstået ved strafbare forhold. Ved vurderingen heraf lægges bl.a. vægt på forholdets grovhed og den tid, der er forløbet, siden det strafbare forhold blev begået, samt hensynet til skyldneren. Eftergives gæld, der er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold i umiddelbar forlængelse af den begivenhed, der udløste kravet, vil det kunne virke særligt stødende. Sådanne krav skal derfor være noget ældre end anden gæld, før de kan eftergives. Længden af den periode, der skal være forløbet, inden der kan ske eftergivelse, når gælden stammer fra strafbare eller erstatningspådragende forhold, vil afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne ved pådragelsen af kravet. Er et erstatningskrav eksempelvis opstået som følge af et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, vil eftergivelse være udelukket i længere tid, end hvis kravet er pådraget ved simpel uagtsomhed. Til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, henregnes sagsomkostninger mv. forbundet med en straffesag.
Underholdsbidrag ud over normalbidraget
Der kan ikke ske eftergivelse af underholdsbidrag, der ligger ud over normalbidraget. Kommunen kan ikke forskudsvis udlægge denne type af bidrag. SKAT har imidlertid pligt til som restanceinddrivelsesmyndighed at være den bidragsberettigede part behjælpelig med inddrivelsen af misligholdte bidrag.
Fordringer under opkrævning
Eftergivelsesadgangen omfatter endvidere
- både gæld, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse og
- anden gæld til det offentlige, som fordringshaveren har undladt at overdrage til inddrivelse f.eks. fordi fordringshaveren har tilladt afdragsvis betaling eller henstand på gælden.
Det er en betingelse for eftergivelse, at kravet er stiftet. For personskatter er det tillige en betingelse, at årsopgørelse er udskrevet.
På samme måde som en gældssanering efter konkursloven har til formål at etablere en samlet ordning vedrørende skyldners samlede usikrede gæld, er det hensigten med bestemmelserne i §§ 13 - 15 i lov om inddrivelse af offentlig gæld, at fastsætte en administrativ adgang til eftergivelse for en skyldner, der udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form af offentlige restancer.
Skyldners ansøgning til RIM om eftergivelse omfatter de fordringer, der i henhold til INDOG § 3 er overgivet til inddrivelse i RIM. Fordringerne overdrages til RIM, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. INDOG § 2, stk. 3.
Fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldners anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf. INDOG § 2, stk. 3. Dette kan betyde, at der på tidspunktet for en skyldners ansøgning til RIM om eftergivelse vil kunne være krav under opkrævning.
Det må lægges til grund, at en skyldner, der ansøger om eftergivelse af sine offentlige restancer, for det første ikke har interesse i at anmode fordringshaver om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen eller at fortsætte sådanne indgåede aftaler. For det andet vil en sådan skyldner have en saglig og retlig interesse i, at en eventuel eftergivelse omfatter samtlige offentlige gældsforhold, uanset om disse er under inddrivelse eller er omfattet af en afviklingsordning hos fordringshaveren, således at skyldner får en ordning, der vedrører skyldners samlede offentlige gældsforhold. En ansøgning om eftergivelse må derfor antages at være et forhold, der i særlig grad taler for, at en fordring overdrages til RIM på et tidligere tidspunkt end nævnt i INDOG § 2, stk. 3.
Krav, der er under opkrævning hos fordringshaver, men som ikke er overgivet til inddrivelse hos RIM, og som er stiftet før den i eftergivelsessagen valgte skæringsdato, skal derfor medtages i RIMs behandling af en skyldners ansøgning om eftergivelse i henhold til §§ 13 - 15 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. |