Efter domspraksis er det navnlig tilkendegivelser fra de centrale skattemyndigheder, der kan føre til, at en skatteyder får medhold efter det såkaldte forventningsprincip, selv om tilkendegivelsen ikke kan anses for at være i overensstemmelse med gældende praksis.   De ledende domme, hvor en skatteyder har kunnet støtte ret på en tilkendegivelse fra en central skattemyndighed, er UfR 1969, 108 HD, UfR 1976, 658 HD, ØLD af 11. sep. 1981 (Medd. fra Skd. 1982, s. 53)og TfS 1994, 477 ØLD. Der synes derimod ikke at eksistere en tilsvarende mulighed for at kunne støtte ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion, jf. TfS 1993, 420 VLD og 1998, 74 VLD (telefonisk tilkendegivelse). Der vil dog under alle omstændigheder kunne støttes ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion i samme omfang, som der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed. Om den indskrænkende praksis vedrørende tilkendegivelser fra kommunale skattemyndigheder henvises til A.H.4.1.1.6. Uafhængigt af, om der er tale om en tilkendegivelse fra en central skattemyndighed eller ej, viser retspraksis, at en række grundlæggende betingelser skal være opfyldt, jf. straks nedenfor under A.H.4.1.1.1 - 4.1.1.5.